Natten til søndag fik en patrulje i Aarhus Midtby øje på en mand, der var tydeligt beruset.

Den 27-årige havde fået en tår over tørsten og ville derfor lade vandet. Men han valgte at urinere op ad facaden til Nybolig på Mindebrogade i Aarhus klokken 04.38 – og det skulle han ikke have gjort.

En patrulje fra Østjyllands Politi kørte nemlig lige forbi ham imens.

De valgte derfor at sigte manden for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.

Det var den 27-årige mand dog ikke specielt tilfreds med, så han begyndte at overfuse patruljen med diverse grimme skældsord, skiver politiet i døgnrapporten.

Betjentene sigtede derfor også manden for dette.

En anden mand på 26 år var samtidig vidne til det hele og begyndte pludselig at blande sig i politiets arbejde.

Politiet bad ham om at blande sig uden om og gå væk, men den 26-årige valgte i stedet at skubbe den ene af betjentene i brystet, hvorfor den 26-årige endte med at blive sigtet for dette.

Begge mænd blev anholdt og overnattede efterfølgende i detentionen.