En 17-årig pige blev natten til søndag afsløret i dokumentfalsk. Det får nu Fyns Politi til at komme med en opfordring.

Klokken 00.40 natten til søndag blev pigen stoppet af politiet i Odenses natteliv.

»I det pågældende tilfælde fremviser hun et pas for at komme ind. Det pas, hun fremviser, er så hendes storesøsters pas,« siger Kenneth Taanquist, der er vagtchef i Fyns Politi.

Pigen havde udstyret sig med storesøsterens pas, og det er ikke første gang, at Fyns Politi ser en sag som denne.

»Der er ikke ret mange unge, der ved, at de kan blive straffet for det her,« siger vagtchef Kenneth Taanquist og fortsætter:

»Vi har løbende de her sager, og de bliver virkelig overrasket, når de så får en plet på straffeattesten.«

Konsekvenserne ved at bruge en andens ID giver ikke kun en bøde. Det betyder også, at man får en plet på sin straffeattest.

»Man tror egentlig bare, at man lige snyder sig ind, men når man har et dokument på en anden person, så er det altså strafbart.«

Derfor har Fyns Politi er klar opfordring til de unge:

»Man skal lade være med det. Det har konsekvenser, man ikke lige regner med,« siger Kenneth Taanquist afslutningsvis.