Byret straffer mand med syv måneder efter dødsulykke på UTV
En 68-årig kvinde mistede sidste år livet i en ulykke på Amager. En 30-årig mand er tirsdag dømt i sagen.

En 68-årig kvinde mistede sidste år livet i en ulykke på Amager. En 30-årig mand er tirsdag dømt i sagen.

Syv måneders fængsel lyder straffen til en 30-årig mand, efter at han en sen forårsaften var skyld i en dødsulykke på Amager, der kostede en kvindelig cyklist livet.
Københavns Byret vurderer, at hans kørsel var hensynsløs, men ikke særligt hensynsløs.
Derfor er der ikke tale om særligt skærpende omstændigheder, og manden undgår flere års fængsel, som anklagemyndigheden havde krævet.
Foruden uagtsomt manddrab er den 30-årige mand skyldig i at have kørt fra stedet efter ulykken uden at tilkalde hjælp.
Ulykken fandt sted på Englandsvej i Store Magleby på Amager den 29. april sidste år.
Den 30-årige mand kom kørende ad Englandsvej mod Dragør med sin kammerat på passagersædet af en UTV – Utility Terrain Vehicle – som er et mindre, terrængående køretøj.
Der var højt humør, og kammeraterne var højlydte, har vidner forklaret.
I krydset ved Møllegade kørte den 30-årige over for rødt og foretog en U-vending. Han kom op på cykelstien, og længere fremme kolliderede han frontalt med den 68-årige kvinde, som kom kørende på sin elcykel.
På cykelstien kørte også kvindens mand, som undgik kollisionen.
I sagen var den 30-årige også tiltalt for med sin kørsel forsætligt at have forvoldt fare for manden, men det er han frifundet for.
Når byretten afviser, at han kørte særligt hensynsløst, har den blandt andet lagt vægt på, at UTV'en maksimalt kunne køre 37 kilometer i timen, og at farten var lavere end det ved ulykken.
På cykelstien var der dobbeltrettet kørsel, men ifølge dommen kunne den 30-årige ikke se et skilt om det før længere fremme.
Derfor kunne han ikke forvente, at der ville komme modkørende, vurderer retten. Desuden forsøgte den 30-årige at undvige.
Byretten har dog også lagt vægt på, at manden kørte i et tungt køretøj på en cykelsti, og at begge cyklister havde lys på.
Efter ulykken kørte den 30-årige fra stedet. Lidt længere henne satte han kammeraten af. Næste dag meldte han sig selv til politiet.
Med til dommen hører, at den 30-årige mand skal betale en erstatning til den afdøde kvindes mand på cirka 682.000 kroner.
Den 30-årige får også frakendt førerretten i halvandet år, og UTV'en konfiskeres.
Han har modtaget dommen.
Anklagemyndigheden har dog stadig mulighed for at anke til landsretten. Der er en frist på 14 dage.
/ritzau/