Retten i Viborg har afsagt dom via video i sjældent stor narkosag. Seks mænd fik dom i arresthuse.

To mænd er mandag hver blevet idømt fængsel i 16 år i en narkosag, som Retten i Viborg har behandlet over en stribe retsmøder.

Den ene er en hollandsk statsborger med bopæl i Silkeborg, og den anden er en ukrainsk mand, der ikke bor i Danmark. De to er henholdsvis Rustam Gusneev på 31 år og Oleksandr Dmytruk på 30.

Sagen drejer sig om indsmugling af kokain i store mængder fra Holland. I alt var seks mænd tiltalt i sagen, som blev indledt ved retten i december.

Anklageskriftet indeholdt en påstand om i alt 93 kilo kokain, og retten har fundet tilstrækkeligt med beviser for tiltalen - på nær et enkelt kilo. På hver smuglertur havde kurérer et kilo med.

Normalt afsiges domme i retsmøder, hvor de tiltalte er til stede. Men på grund af coronavirusset er det mandag foregået på en anden måde.

De tiltalte mænd har siddet med deres forsvarere i de arresthuse, hvor de sidder varetægtsfængslet. Via en videoforbindelse til retten er de blevet præsenteret for konklusionen.

De to transportører er ifølge dommen ukrainske Petro Koberniuk, der bragte 51 kilo til Danmark, mens den anden er Mykola Nevoda, der har 41 kilo på sin samvittighed.

Koberniuk er idømt en tillægsstraf på ni år, som skal lægges til en tidligere straf på fire år. Nevoda er straffet med fængsel i 13 år.

Fem af de dømte har straks anket til landsretten for at opnå frifindelse, mens den sjette, Petro Koberniuk, har valgt at tage betænkningstid med hensyn til eventuelt at anke.

Smugleriet strakte sig ifølge tiltalen fra oktober 2017 til juni 2018. I en større aktion i december 2018 skred Midt- og Vestsjællands Politi i samarbejde med andre politikredse til anholdelse af flere af de mistænkte.

To af de nu dømte ukrainske mænd blev i øvrigt anholdt i Polen, hvorfra de blev udleveret til Danmark.

De syriske mænd Mohammed Jalal Muslim og Tarek Alkhoder er straffet med fængsel i 11 år og med 9 år og 3 måneder. De er fundet skyldige i at have håndteret en del af den indsmuglede narkotika.

Samtlige dømte er i øvrigt blevet udvist af Danmark.

Som en udløber af affæren er tidligere en 54-årig rengøringsassistent fra Bredballe blevet dømt for at hjælpe med at vaske en del af udbyttet hvidt.

Kvinden havde sit eget lille vekselbureau og håndterede her 5,8 sorte millioner kroner, mente Retten i Kolding, som i oktober sidste år idømte hende fængsel i to år.

/ritzau/