Den tidligere advokat Lars Phillip Comerford idømmes seks år og seks måneders fængsel i en sag om milliardhvidvask.

Det har Københavns Byret afgjort i en dom tirsdag eftermiddag, hvor også to andre dømmes.

- Det er en kompliceret sag og med et relativt kompliceret handelssetup, siger retsformanden, da hun kort fortæller om dommen i retten.

65-årige Lars Phillip Comerford var direktør for flere selskaber, hvorigennem der strømmede store beløb.

Samlet er han dømt for at have forsøgt at hvidvaske cirka 1,6 milliarder kroner.

Blandt andet er han kendt skyldig i på grov vis at forsøge at hvidvaske en milliard kroner gennem selskabet Agrinova, hvor han var indsat som direktør.

Selskabet fungerede ifølge retten som et "gennemstrømningsselskab uden reel drift", som handlede med selskaber i henholdsvis Schweiz og Hongkong.

Selskaberne handlede med sig selv via Agrinova, lyder det i dommen. Så der var ikke tale om reelle handelstransaktioner.

Og handlerne var et forsøg på at skjule, at pengene i virkeligheden kom fra kriminalitet.

Specialanklager Stig Paulsen fra National enhed for Særlig Kriminalitet siger i en pressemeddelelse, at han "er tilfreds med dommen.

- Det er den absolut største sag om handelsbaseret hvidvask, vi har haft i Danmark, siger han og fortsætter:

- De dømte har i årevis medvirket til hvidvask af et samlet beløb på mere end halvanden milliarder kroner.

Det skulle være sket blandt andet ved at forklæde transaktioner som en lang række forskellige type af handler, men hvor det reelle formål var flytning og tilsløring af kriminelle penge.

- Det er et helt enormt beløb, og det afspejler rettens afgørelse også, siger Stig Paulsen.

Det har ikke været fremme, hvilke forbrydelser de store beløb stammer fra, men retten har vurderet, at de dømte bestemt måtte formode, at pengene stammede fra kriminalitet.

Derfor er der sket forsøg på hvidvask.

I gennem et andet selskab kaldet Nord Chemitek blev der handlet med malervarer, men overfaktureret for varer, så pengestrømme kunne skjules i handlerne.

- Der blev aftalt overpris, lyder det i dommen.

I sagen udmåles der også en længerevarende straf til en 43-årig kvinde. Hun straffes med fængsel i fem år og seks måneder.

En 68-årig svensk mand er også dømt i en del af sagen og straffes med tre år og seks måneder.

For så vidt angår Lars Phillip Comerford er der tale om en såkaldt tillægsstraf. Det skyldes, at han siden hvidvasken blev begået også er idømt halvandet års fængsel i en sag i Sverige.

Københavns Byret har derfor vurderet, at de to sager samlet ville koste otte års fængsel.

Lars Phillip Comerford har ikke umiddelbart besluttet, om han vil anke dommen. De to andre har straks anket til landsretten.

Comerford har siddet varetægtsfængslet i snart tre år under efterforskningen og retssagen, men de andre har været på fri fod.

Anklager Stig Paulsen vil dog have dem alle fængslet efter dommen.

Han kalder hvidvasken for "samfundsnedbrydende" kriminalitet.

- Det nedbryder tilliden til den finansielle sektor. Jeg kan næsten ikke forestille mig en mere alvorlig sag, siger han.

Byrettens to juridiske dommere har besluttet, at Comerford fortsat skal sidde varetægtsfængslet, mens de to andre må være på fri fod under ankesagen.

På nær Lars Phillip Comerford har de tiltalte i sagen været beskyttet af navneforbud, og det gælder fortsat.

/ritzau/