En ny bog, som en journalist har skrevet om den afdøde præsident for rockerklubben Bandidos Michael Rosenvold, kan blive på hylderne i landets boghandler.

Mandag har en dommer ved Københavns Byret afvist at nedlægge forbud mod bogen. Det oplyser retten til Ritzau.

Det var Michael Rosenvolds enke, som forsøgte at få bremset bogen, som er udkommet mandag.

Bogen, der har titlen "Kok - Bandidos-præsidenten og det forbudte broderskab", er skrevet af journalist og forfatter Camilla Marie Nielsen. Michael Rosenvold gik også under navnet "Kok".

Blandt andet på baggrund af langvarige interview med Michael Rosenvold beretter hun om hans liv i rockerverdenen. Rosenvold, der blev 57 år, var præsident for Bandidos i Europa.

En aftale om bogudgivelsen blev indgået i august 2024. Men Rosenvold afgik ved døden 3. april i år midt under anklagemyndighedens sag mod Bandidos om opløsning af gruppen.

Der var retsmøde om et muligt forbud fredag.

Her hævdede enkens advokat, Line Forsberg Pointinger, at forlaget Impact Presse - Momenta har krænket både ophavsretten og en aftale.

20. november skrev enken til forlaget, at hun ønskede udgivelsen standset. Det blev blandt andet begrundet med, at advokat Michael Juul Eriksen ikke som oprindeligt aftalt havde gennemlæst manuskriptet.

Ifølge en forlagsaftale var Rosenvold medforfatter, og med udgivelsen krænkes hans - og nu enkens - ophavsret.

Samtidig er der tale om bristede forudsætninger, sagde enkens advokat i retten. Ifølge aftalen skulle præsidenten nemlig faktatjekke citater, ligesom advokaten for Bandidos som nævnt skulle tjekke manuskriptet.

Men forlagets advokat, Rasmus Vang, afviste i retten alle påstande. Bogen er ikke et fællesværk, og man kan ikke aftale sig til at opnå ophavsret. De kontrolmekanismer, som fremgår af den oprindelige aftale, kan ikke nedarves, mente advokaten.

29. oktober i år faldt der dom i den såkaldte forbudssag mod Bandidos. Retten i Helsingør afgjorde, at rockerklubben er ulovlig, og den blev dermed opløst ved dom.

/ritzau/