Bygningsbrand udvikler 'sundhedsskadelig' røg: 'Søg indenfor og luk døre og vinduer'
Omkringliggende opgange og en nærliggende Netto er blevet evakueret, mens tre personer er kørt til tjek for røgforgiftning.
Omkringliggende opgange og en nærliggende Netto er blevet evakueret, mens tre personer er kørt til tjek for røgforgiftning.
Midt og Vestsjællands Politi sendte tidligere på aftenen en myndighedsmeddelelse ud om, at en bygningsbrand lukkede Næstvedvej i Ringsted i de næste mange timer.
Situationen er tilsyneladende værre end først antaget, for nu udsender politikredsen en beredskabsmeddelelse via TV 2 med en klar advarsel og opfordring til borgere i området.
Branden, der er opstået på Næstvedvej 13 i Ringsted, er slukket, men udvikler røg, der er sundhedsskadelig ved indånding.
»Personer i det berørte område skal søge indendørs, lukke døre og vinduer og standse ventilationen,« skriver politikredsen i meddelelsen.
Vagtchefen i politikredsen oplyser til Ritzau, at tre personer er kørt til kontrol for røgforgiftning på sygehuset.
Han siger desuden, at de omkringliggende opgange og Netto, der ligger ved siden af, er blevet evakueret.
Af videoer kan en stor røgsky ses, og at politiet er til stede.
Det er endnu for tidligt at sige, hvad der er årsag til branden.
Der er ingen meldinger om alvorligt tilskadekomne.
Man opfordres desuden til at viderebringe meddelelsen til andre personer i området.
Politiet må kun kontaktes ved akutte tilfælde, lyder det videre.
Politikredsen vil sende en ny beredskabsmeddelelse ud til midnat.
Opdateres...