Det er et utrygt sted, der er kriminalitet og tilflytterne har en lavere indkomst end dem, der flytter ud. Velkommen til Folehaven. Den københavnske bydel man nu vil forsøge at redde med en områdefornyelse.
Passagerne i de tusindvis biler, der hver dag kører på den tungt trafikerede indfaldsvej ind og ud af København, ser ikke andet end rækkerne af lysegule boligblokke vendt ud mod larmen.
Folehaven er lig med lange køer, irritation og en undren over, hvem der dog kan holde ud at bo her, hvor det evige akkompagnement er bilernes summen.
14-årige Ilyas Baqchich vågner også tit om natten på grund af politibilernes alarm, men for ham er det her hjemmebane.
Se bare hans arm, hvor en ven med blå kuglepen har skrevet »FLH hele vejen«.
»Når du kommer udefra, vil du tænke, at det ligner en ghetto. Når du har været i længere tid, bliver det dit hjem og din hverdag. Der er jo også træer her og grønt.«
Den kreative klasse har ikke tegnet Folehaven ind på deres landkort.
Bydelen ligger for sig selv i det ydre Valby uden den duft af økologisk kaffe og vinbarer, der efterhånden kendetegner store dele af storbyen.
Her bor dem med lav indkomst. Dem udenfor arbejdsmarkedet. Dem med et andet efternavn end Jensen. Det København, der ikke er blevet en del af storbyens opsving og ifølge Københavns Kommune nu er faretruende tæt på at ramme bunden.
Det skal en områdefornyelse til 30 millioner kroner og en boligsocial helhedsplan ændre på.
Ilyas Baqchich har hørt om det. At den almene boligafdeling Folehaven er det mest utrygge af de udsatte områder i Københavns Kommune ifølge Politiets tryghedsindeks 2016.
»Jeg kan godt forstå, at folk kalder Folehaven for en ghetto. Når man ser unge, hætteklædte drenge stå og hænge ud på gaden til klokken to om natten, er det nemt at få bekræftet sine fordomme. Jeg hænger jo ud hver dag her i kvarteret og ved, hvordan det foregår: De unge keder sig og laver noget lort. Man nupper lige en cykel eller stjæler en knallert.«
Vi mødes foran Kirsebærhavens Skole. Han er iført hvid t-shirt, kasket med Louis Vuitton-print, en sort jakke kastet skråt over skuldrene og et alvorligt blik, der synes mere end de 14 år.
Ilyas Baqchich er områdets fremtid.
Sammen med nogle venner har han startet en mikrovirksomhed ved navn Hermanos.dk, hvor de laver t-shirts. Fremtidsdrømmen hedder revisor.
Hvis Ilyas Baqchich kunne tegne stregerne til en ny tid for Folehaven, ville han give en stor del af pengene til ungdomsklubberne for at holde drenge som ham selv væk fra gaderne.
»De skal have noget at lave i stedet for at hænge. Jeg har hørt, at man sender kriminelle over til Caribien. Så kan man da også støtte en klub med nogle småpenge,« lyder det i hans ungdomslogik.
Projektchef Ditte Bertolt Døssing fra Områdefornyelsen Folehaven forklarer det sådan her: Folehaven kæmper med dårlige forbindelser til de omkringliggende kvarterer.
Folehaven har nogle af Københavns billigste lejligheder og mange af dem er små. Er kvaliteten god nok i dem? Over de kommende måneder skal kommunens ansatte i dialog med områdets beboere for at blive klogere på, hvad folehaverne selv ønsker for deres bydel.
»Vi er blandt andet ved at undersøge, hvorfor der er så stor fra- og tilflytning i kvarteret. Tallene viser, at dem der flytter ind, har færre penge, end dem der flytter ud. Den tendens vil vi gerne arbejde imod. Jeg håber, at vi med fælles ressourcer på sigt kan få flere til at blive boende. Kvarteret må godt rumme flere livsfaser,« siger hun.
I bydelen ligger et stort villa-område. Et af Ditte Bertolt Døssings ønsker er, at man får knyttet bånd mellem villaerne og lejlighederne, så hele området føler et større, fælles medejerskab over Folehaven.
Noget, der er centralt for oplevelsen af en lokal tryghed, siger projektchefen med henvisning til andre områdefornyelser i København.
Spørger man 14-årige Ilyas, kender han ikke nogen af dem, der bor i villaerne. Der er få meter imellem dem, men distancen er alligevel stor.
»Jeg kender heller ikke deres børn. Jeg tror, at de går her på skolen. Men jeg kender rigtig mange, der bor her i lejlighederne. Jeg føler ikke, at Folehaven er en del af Valby eller København. Hvis jeg siger, at jeg bor i Folehaven, har folk altid en masse fordomme, at der kun bor kriminelle her.«
Ilyas har tidligere boet på Nørrebro og i Tingbjerg. Hvis familien var blevet boende på Nørrebro, mener han selv, at hans liv i dag godt have set anderledes ud – med den verserende bandekonflikt in mente.
Hans mor har gjort det klart. Hvis han laver ballade, er det et muligt farvel til Folehaven og den dårlige indflydelse, der venter lige nede på gaden.
»Hvis man ikke stopper, ender det med røveri, narkohandel eller drab. De fleste herude har nogle brødre, der har lavet noget dumt. Alt herude bliver smadret af de unge. Man havde hængt nogle billeder op på torvet med citater på. De røg ned dagen efter, fordi de var blevet ødelagt. Politiet er jo hverdag her. De kommer her tit.«
Vi ser ud over det lille nedslidte torv, hvor et supermarked, et søvnigt pizzeria og en genbrugsbutik udgør fornøjelserne. Nogen har forsøgt at live det op med et par farverige bænke og potteplanter. Ellers er her kun tristesse.
»Se, der er allerede én, der har sparket træet ind,« siger Ilyas og peger ned på et stort hul i siden af bænken. Han fortsætter:
»Der er jo ikke nogen, der rigtig bruger det her torv. Man skal tænke over, hvad det skal bruges til. I stedet for at lave en masse smarte ting, som ingen gider bruge. Vi havde selv engang en skateboardrampe, som alle børnene var rigtig glade for. Rampen blev fjernet og nu er der kommet en designer-dims, ingen ved, hvad er – og ingen bruger den. Det er jo os, de skal starte med. Det er os, de gerne vil holde væk fra kriminaliteten,« siger han.
Inde hos kommunen har man indtil videre kun set på statistikken og gået et par ture i området. Ditte Bertolt Døssing ønsker selv at få svar på, hvad Folehavens beboere er optagede af.
»Vi skal ikke trække noget ned over hovedet på kvarteret. Men det er interessant at se, når der på grund af byudvikling flytter 5000 nye Valby-borgere ind i nærområdet, hvordan kan vi så få koblet Folehaven på, så området ikke ender med at blive endnu mere afgrænset.«
Ilyas taler igen om den utryghed, der flyder igennem statistikken. Han har været med til et af de indledende møder om den planlagte områdefornyelse. Her talte de om, at drengene som ham skaber utryghed.
Men hvad med de ældre drankere, der også er på gaden? Skal man også være bange for dem? Det spurgte han om på mødet.
»Drengene, der hænger på torvet, har ikke råbt af andre eller gjort noget, der kan skade andre. Jeg kunne også føle mig helt vildt utryg, fordi der hver dag står nogle gamle mænd på torvet og drikker bajere. Man kommer hurtigt ind i en ond spiral med fordommene. Når de ældre damer ser på os ud fra vinduerne og stirrer, tænker man, at det også kan være lige meget det hele og så går man ud over laver noget dumt,« siger han.
På Facebook er der en gruppe ved navn ”Vores Folehaven”. Når beboerne skriver negativt om de unge drenge, bliver Ilyas og hans venner altid sure.
»Der var én, der på et tidspunkt skrev, at hun havde set en gruppe unge indvandrere på stjålne cykler – men hvordan ved hun, at de var stjålne? Nogle gange tænker de gamle damer ikke godt om os. Der kom en dag en ældre dame gående fra Brugsen og vi ville hjælpe hende med at bære hendes varer. Det var under Ramadanen, så vi tænkte, at vi skulle være nogle gode drenge. Hun sagde nej, fordi nogle andre drenge havde taget alle varerne fra hende. Jeg kunne ikke sige noget – hun var jo en ældre dame. Men jeg blev lidt ked af det.«
Ilyas ser dem hver dag.
Passagerne, der sidder i deres biler ude på Folehaven og ser ind på boligområdet.
Han har set deres blik: Hvem kan dog bo her?
Teenageren holder stædigt fast. Det er »FLH hele vejen«.
»Jeg tror ikke, at politikerne eller andre kan gøre noget, der åbner os op mere i forhold til resten af Valby eller resten af København. Det tror jeg ikke. Vi vil jo gerne selv bestemme, hvor vi vil være henne. Og vi vil gerne være her i Folehaven.«
