Det har ikke været en let uge i Roskilde.

Eller nærmere bestemt for personalet og kunderne i én helt bestemt butik.

Fredag blev et supermarked på Københavnsvej i byen nemlig ramt af butikstyveri, hvor der blev brugt peberspray mod personalet. En af de anholdte, en 45-årig mand fra Rumænien, blev lørdag varetægtsfængslet.

Og for at det ikke skal være løgn, så er selv samme supermarked igen lørdag ramt af endnu et tyveri.

Endda et lidt voldsomt et af slagsen, skriver Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse.

Her udviklede butikstyveriet sig til et røveri.

To mænd gik igennem scan selv-kassen i supermarkedet uden at betale og tog halsgreb på personalet, der forsøgte at stoppe mændene, ifølge politikredsen.

Tyvene blev så til røvere, da de flygtede fra stedet og måske på et lidt utraditionelt køretøj.

Nemlig en ATV.

Længere væk nåede de dog ikke.

Spor i sagen førte efterfølgende politiet til en lejlighed i Roskilde, hvor de to gerningsmænd blev anholdt og sigtet for røveri. 

Den 45-årige mand fra Rumænien, der blev anholdt i forbindelse med gårsdagens hændelse, viste sig at være efterlyst i en sag fra Tyskland, hvortil manden senere vil blive udleveret, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.