Man skulle måske ikke tro, at europapaller er mange penge værd.

Men der tager man fejl.

For træpallerne kan sælges på det sorte marked for omkring 100 kroner, og det har fået tyve til at spærre øjnene op.

Det har flere virksomheder i Nykøbing Falster måtte erkende, fortæller to af dem til TV2 Øst.

Byens Big Dollar-butik har siden november haft mere end ti tilfælde, hvor tyve er kørt ind med en lejet trailer og fyldt den op med paller.

Natten til onsdag i denne uge blev der stjålet 170 paller fra butikkens område, fortæller Jonas Andersen, butikschef i Big Dollar i Nykøbing Falster, til mediet.

Også Netto på havnen i Nykøbing Falster har fået stjålet paller op til flere gange.

Senest natten til onsdag – altså samme dag som Big Dollar, siger Niels Møller-Petersen, der er chef for den pågældende Netto-butik.

Butikscheferne kan ikke sætte et præcist beløb på, hvor meget tyverierne har kostet i kroner og ører, men de har begge iværksat tiltag for at komme problemet til livs.

Niels Møller-Petersen siger, at Netto har valgt at rykke pallerne indenfor på et lager, mens Jonas Andersen har sat skilte op, hvor der står, at området er videoovervåget, og at tyveri anmeldes til politiet.

Derudover overvejer han at ansætte en vagt, sætte et hegn op eller bygge et ekstralager til pallerne.

TV2 ØST har uden held forsøgt at få en kommentar fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.