Ved du noget om sagen? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.

Skyderier og stenkast mod bybusserne har tvunget Sydtrafik i Esbjerg til at få politieskorte på flere af deres busruter.

Der skriver JydskeVestkysten.

Søndag og mandag aften er der blevet skudt og kastet med brosten mod busserne, der kørte i Kvaglund-området i Esbjerg.

Anders Kronborg (S), der er formand for Teknik & Byggeudvalget, bekræfter, at der har været skyderier.

»Vi ser med stor alvor på situationen. Det er selvfølgelig helt uacceptabelt. Det skal ikke være ballademagere eller kriminelle, der sætter dagsordenen og dikterer, hvor den offentlige trafik kører,« siger Anders Kronborg til JydskeVestkysten.

Luftpistol og brosten

Skyderierne skulle ifølge mediet være sket søndag aften kl. 19.15 på Nøddelunden ved Kvaglund. Her skulle der være brugt en softgun eller en luftpistol, der knuste det yderste lag af ruderne i bussen.

Mandag aften blev tre rutebusser fra Arriva ramt af store brosten i Kvaglundparken.

I første omgang blev det meldt ud, at linjerne 3A og 4B er blevet omlagt af Degnevej udenom Kvaglundparken. Men nu har Sydtrafik meldt ud, at de vil køre ruterne som normalt, men med politieskorte.

De oplyser dog, at hvis der sker flere skyderier, vil de stoppe kørslen igen.

Kvaglund-området har tidligere stået på Regeringens ghettoliste. Det er senere blevet ændret, så det i dag kun er Stengårdsvej, der ligger ved siden af Kvaglund, der figurerer på listen.

Herunder kan du se på kortet, hvor angrebene er sket.

Ved du noget om sagen? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.