Tirsdag begyndte en retssag mod en 60-årig buschauffør, der er tiltalt for at have udnyttet en 17-årig pige seksuelt.

Det skriver TV 2 Nord, der fra retten beskriver, hvordan den 17-årige pige stod på bussen omkring klokken 19. Den 60-årige nægter sig skyldig.

Den tiltalte skal have beskrevet i retten, hvordan han spurgte den unge pige, om hun ville ombord på bussen, da hun stod alene i et busskur. Herefter skal kvinden ifølge anklagemyndigheden være blevet udsat for et seksuelt overgreb bagest i bussen.

Den tiltalte beskrev i retten, hvordan hun ikke virkede beruset, men »virkede helt normal. Der var ikke noget i vejen med hende,« sagde han ifølge mediet.

Han skal dog efter episoden have forklaret politiet, at hun virkede meget træt og påvirket af alkohol. Der ventes dom i sagen mod den 60-årige onsdag. Anklagemyndigheden kræver ham idømt fængselsstraf og udvisning fra Danmark for bestandig.