Højresvingsulykken, der 28. september sidste år kostede den 20-årige Alexandra Sisseck livet på Store Kongensgade i det indre København, har nu udløst en tiltale mod en 60-årig buschauffør.

Han anklages for uagtsomt manddrab efter straffeloven ved ikke at have udvist tilstrækkelig agtpågivenhed i forbindelse med ulykken.

Alexandra Sisseck var datter af vinkongen Peter Sisseck, der blandt andet står bag den spanske topvin Pingus, og den kendte designer Britt Sisseck. Hun var selv et stort talent inden for springridning.

Dødsulykken i september skete, da Alexandra Sisseck en lørdag eftermiddag kom cyklende i krydset mellem Dronningens Tværgade og Store Kongensgade. En bus fyldt med turister drejede til højre ad Dronningens Tværgade og overså den unge kvinde, der blev dræbt på stedet.

En anklage for uagtsomt manddrab er ikke ualmindelig i kølvandet på en trafikulykke med dødelig udgang, men i den aktuelle sag valgte politiet i sin tid først at sigte buschaufføren, da en række vidner var blevet afhørt og videomateriale fra overvågningskameraer ved ulykkesstedet  studeret.- Vi har både nogle videooptagelser fra en bank nær uheldsstedet samt en anden bygning i området. Optagelserne viser optakten til dødsulykken, men vi er heldigvis forskånet for at se selve ulykken, har politiets sagsbehandler tidligere oplyst til bt.dk.

Uagtsomt manddrab har en strafferamme fra bøde til fire måneders fængsel eller under særligt skærpende omstændigheder indtil otte års fængsel.
 
Hvis buschaufføren ender med at blive dømt uden skærpende omstændigheder,  vil strafniveauet typisk være en bøde på 3.000 kr. samt en eller anden form for frakendelse af kørekortet - eventuelt betinget. Det afhænger normalt af de konkrete omstændigheder i sagen.

Chaufføren var ikke påvirket af alkohol.