En 46-årig buschauffør er blandt andet sigtet for uagtsomt manddrab efter en ulykke i Hvidovre, der kostede en kvinde livet den 3. december.

Det skriver Københavns Vestegns Politi på X.

Politikredsen skriver, at den har været i kontakt med alle relevante parter i efterforskningen, og at efterforskningen viser, at kvinden blev ramt af en bus på Avedøre Havnevej natten til 3. december.

- Der er god grund til at rose den store hjælp, vi har fået af offentligheden i sagen, skriver politiet på X.

Buschaufføren er blevet afhørt.

Københavns Vestegns Politi kan til Ritzau tirsdag formiddag ikke oplyse, hvad manden er sigtet for ud over uagtsomt manddrab.

Men politikredsen oplyser dog, at det er blevet vurderet, at der ikke er grundlag for at kræve den 46-årige buschauffør varetægtsfængslet.

Kvinden blev fundet død på kørebanen på Avedøre Havnevej omkring klokken 03.30 natten til onsdag i sidste uge.

Efter fundet af kvinden opfordrede politiet føreren af det køretøj, der havde påkørt hende, til at henvende sig til politiet.

Torsdag i sidste uge havde politiet ikke identificeret det køretøj, der havde påkørt kvinden.

Desuden bad politiet også en mand, der ifølge politiets efterforskning var sammen med kvinden, inden hun blev påkørt, til at henvende sig.

Alle, der passerede ulykkesstedet mellem klokken 03.10 og 03.30, blev også opfordret til at henvende sig.

Københavns Vestegns Politi skriver tirsdag på X, at det af hensyn til sagens karakter ikke har yderligere kommentarer.

Kvindens pårørende er underrettet.

/ritzau/