En bus med efterskoleelever fra Aalborg er kørt i grøften på Hovedvejen i Hasselager.

»Det er elever fra en efterskole i Aalborg, der er kørt i grøften. Chaufføren mister pludselig herredømmet over bussen og kører i grøften,« fortæller vagtchef ved Østjyllands Politi, Per Bennekov.

Der er 51 elever i bussen, og af dem er omkring 10 kommet lettere til skade og har fået knubs. Fire af dem måtte en tur på skadestuen.

Vagtchefen understreger dog, at der ikke er tale om alvorlige kvæstelser.

Politi og redning arbejder på stedet, men der skulle ikke være trafikale problemer.

Politiet kan ikke på nuværende tidspunkt oplyse, hvilken skole eleverne kommer fra, men de berørte forældre vil blive underrettet af skolen.

VAR DU PÅ BUSSEN? ER DU PÅ STEDET? VED DU NOGET? SÅ SKRIV TIL OS PÅ 1929@BT.DK ELLER PÅ VORES SIDE PÅ FACEBOOK.

Eleverne var på vej til idrætsstævne i Odder, da den kørte galt. De er blevet hentet af en anden bus, som vil køre dem videre.

B.T. følger sagen.