Et pakkebud var natten til onsdag udsat for en voldsom oplevelse, hvor han blev røvet og senere påkørt.

Den 37-årige DAO-chauffør havde parkeret i Christiansgade i Odense for at levere nogle pakker, da han pludselig blev skubbet væk fra sin bil.

En røver hoppede derefter ind bag rattet.

»Bilen kører ned i den anden ende af vejen og vender om og kører tilbage, og der stiller den forurettede sig ud for at forsøge at få røveren til at bremse, og der bliver han altså ramt af bilen,« siger vagtchef Peter Vestergaard fra Fyns Politi.

Manden blev ikke alvorligt skadet, men hans hånd blev ramt, da bilen kørte ind i ham.

Politiet oplyser, at røveren slap væk i bilen, og at den blev fundet et andet sted i Odense, hvor - hvis ikke alle - så i hvert fald størstedelen af de pakker, der var i dens last, var væk.

Offeret i denne sag var dog også yderligere ramt, fordi hans telefon var i varebilen, da den blev stjålet.

»Det er sådan, at fordi hans telefon er blevet stjålet, så går der et godt stykke tid, inden vi bliver tilkaldt, og derfor kommer vi sent på denne sag,« siger Peter Vestergaard.

Vagtchefen siger, at der gik omkring en time, før politiet var tilkaldt, fordi chaufføren måtte finde frem til en telefon, han kunne ringe fra.

»Vi kan på nuværende tidspunkt ikke oplyse, hvor bilen blev fundet af efterforskningsmæssige hensyn. Heller ikke hvem, der fandt bilen,« lyder det videre fra vagtchefen.

Peter Vestergaard siger til gengæld, at de hos Fyns Politi meget gerne hører fra vidner, der kan have set den DAO-varebil ved femtiden i Odense Centrum onsdag morgen.

Hvis man tror, man har set noget, der kan hjælpe politiet, så kan man ringe på telefonnummer 114.