Det amerikanske justitsministerium udgav fredag en række dokumenter og billeder i sagen om den dømte sexforbryder Jeffrey Epstein. 

Men mindre end et døgn efter udgivelsen blev omkring 16 dokumenter fjernet fra justitsministeriets hjemmeside – og særligt fjernelsen af ét billede vækker opsigt. 

For i en af de forsvundne 16 dokumenter var et billede af et skrivebord med en række indrammede billeder. 

På et af fotografierne optræder den amerikanske præsident, og det puster ifølge B.T.s udenlandsredaktør, Jeppe Elkjær, endnu engang til spekulationer om Trumps kendskab til Epsteins forbrydelser. 

»Det ser rigtig, rigtig skidt ud for Trump. Det puster til spekulationerne, om han ved mere, end han giver udtryk for. Han kan ikke slippe af med sagen, og det her hjælper ham ikke,« lyder det fra udlandsredaktøren.

Han mener yderligere, at fjernelsen af de 16 filer kun er med til at tegne et billede af, at noget bliver skjult. 

Ifølge nyhedsbureauet AP er fotografiet til højre, der er omridset med en rød, et billede af Trump, Melania Trump, Epstein og Ghislaine Maxwell. Dette billede er en af de 16 filer, der er blevet fjernet. 
Ifølge nyhedsbureauet AP er fotografiet til højre, der er omridset med en rød, et billede af Trump, Melania Trump, Epstein og Ghislaine Maxwell. Dette billede er en af de 16 filer, der er blevet fjernet.  Foto: U.s. Justice Department/Reuters/Ritzau Scanpix

»Det er svært at sige, hvorfor det er blevet fjernet, men når man lægger det op og så fjerner det igen, ligner det, at man prøver at dække over noget,« udtaler han. 

Han tror dog ikke, at de mange Epstein-filer alene kan være med til at fælde den kulørte præsident, men at sagen bestemt har skabt problemer internt i hans politiske kredse. Da stort set alle republikanere i Kongressen har stemt for at offentliggøre filerne. 

»Man ser sprækker internt i partiet på grund af den her sag, og det er et problem, at det er hans egne, der siger fra,« lyder det fra Jeppe Elkjær. 

Og selvom Donald Trump nærmest ikke var at finde under de nye frigivne filer, kan materialets censur ikke nødvendigvis være en fordel for Trump. 

»Det her er åbenlyst en sag, der ikke er slut. Nu kan vi måske se frem til at det kan fortsætte, fordi en masse af filerne er underlagt censur.«

B.T.s udenlandsredaktør mener dog ikke, at Trump så let kan slippe af med sagen, før man får svar på om Donald Trump i virkeligheden vidste mere, end hvad han giver udtryk for. 

Justitsministeriet har endnu ikke oplyst, hvorfor nogle af dokumenterne er blevet fjernet eller om det var et bevidst valg. Nyhedsbureauet AP har forsøgt at få en kommentar til hændelsen.