Merete Eliassen er gået i seng og langsomt ved at falde hen. Så langt når hun dog ikke, da hun hører en puslen ved vinduet til soveværelset. Hun er overbevist om, det er hendes søn.

Han har nemlig fortalt Merete, at han måske ville overnatte hjemme. Merete tænker derfor, at han har glemt sine nøgler.

Hun åbner vinduet, men kan ingenting se. Med hovedet lænet ud af vinduet banker det på døren.

Hun går ud i gangen for at åbne døren, så sønnen kan komme ind. Men i virkeligheden er hun ved at åbne døren for to fremmede med ondsindede planer, og i de efterfølgende minutter er Merete udsat for noget, alle formentlig frygter om natten.

Merete sammen med en af sine sønner.
Merete sammen med en af sine sønner. Foto: Privatfoto
Vis mere

»Der står to mænd med elefanthuer. Den ene råber, at jeg skal flytte mig. Jeg står egentlig meget fast og siger, han ikke skal ind. Han skubber så til mig, så jeg vælter noget vasketøj, der står lige inden for døren.«

Selvom frygten er ved at bygge sig op i Merete, gentager hun på ny, at hun ikke vil have dem indenfor.

Så går den ene mand amok.

»Han giver mig en knytnæve i ansigtet, og der trækker jeg mig til siden. Jeg er godt klar over, at jeg ikke skal gøre mere,« lyder det fra Merete med rystende stemme.

Merete bor i Hobro, hvor antallet af indbrud den seneste tid nærmest er eksploderet. Indbruddet i hendes hjem skete søndag 17 oktober.

I Mariagerfjord Kommune er der den seneste tid anmeldt 19 indbrud – 15 af dem er i Hobro.

Derudover er der sket adskillige overfald og senest to voldtægtsforsøg i byen.

»Det er så utrygt at være i byen for tiden. Jeg forstår slet ikke, hvad det er, der sker,« siger Merete, som altså nu selv er blevet et offer.

Efter at have fået en knytnæve i ansigtet trækker hun sig til side. Heldigvis – så at sige – stjæler gerningsmændene 'kun' indholdet fra Meretes taske, der står lige inden for døren.

»Jeg har en hund, og den er egentlig ikke meget for høje lyde. Den er meget skræmt og trækker sig eksempelvis, når børnene skændes. Men her går den amok og træder frem. Jeg tror, den kan mærke på mig, at jeg er utryg. Og så stikker de af.«

Det er kun én af mændene, der når indenfor. Ifølge Merete ligner det, at den anden holder vagt.

Merete alarmerer hjemmerøveriet til sit vagtværn og med opkald til politiet. Kort efter ankommer en patruljevogn, indsamler dna og tager Meretes trøje med.

Og seneste melding, i hvert fald som Merete har fået fortalt, er, at der endnu ingen mistænkte eller anholdte er i sagen.

Merete Eliassen tænker konstant på røveriet. Var det nogen, hun kender?
Merete Eliassen tænker konstant på røveriet. Var det nogen, hun kender? Foto: Privatfoto
Vis mere

»Det har skræmt mig rigtig meget. Det er det værste, jeg har været udsat for. Jeg er ikke tryg ved at være alene hjemme, og jeg tør næsten ikke gå udenfor, når det er mørkt.«

Hun husker særligt, at røverne brød ind og undlod at tænde stikkontakten, man først møder i huset, og som giver lys over spisebordet. I stedet gik de ind og tændte en kontakt i køkkenet, der giver væsentligt mindre lys.

»Det virker mærkeligt for mig. Frygten er det værste. Man ved ikke, hvem det er. Kan det være nogle, man kender? Eller har de været på grunden og luret? Den anden dag var jeg i storcentret, og det var utrygt, hvis bare nogle gik bag mig.«

Siden overfaldet har Merete forsøgt ikke at være alene. Børnene har været dér, men enkelte aftener har hun været alene.

»Dér har jeg leget med tanken om at flytte. Jeg har bestilt et nyt alarmsystem, og hvis ikke jeg synes, det virker, så flytter jeg. Jeg har ikke lyst til at være utryg i mit eget hjem.«

I skrivende stund holder Merete efterårsferie, men om hun vender tilbage på arbejdet i næste uge, kan hun ikke sige.

»Ikke som det er nu. Jeg har forsøgt at ringe til psykologer, men de holder alle efterårsferie. Jeg vil gøre alt for at få en normal hverdag tilbage.«

»Jeg kan slet ikke forstå dem, der gør det her. Det er at ødelægge et andet menneske. Jeg håber inderligt, der bliver sat en stopper for det.«

B.T. har talt med Ulf Munch Sørensen, politikommissær ved Nordjyllands Politi. Han siger, at antallet af indbrud er flere end normalt og forsikrer, at politiet er i højeste alarmberedskab på baggrund af hændelserne i Hobro. Detaljerne i efterforskningen kan han dog ikke gå i detaljer omkring.

»Vi efterforsker bredt og har fuldt fokus. Det er selvfølgelig ikke sådan, at folk skal gå og være utrygge.

Har I mistanke om samme gerningsmand?

»Det er svært at sige. Vi tror, der er nogle gengangere mellem sagerne, og det er ikke, fordi vi tror, indbruddene er begået af 19 forskellige. Men vi kigger bredt, og vi hører gerne fra folk, der kan give os flere spor i sagerne.«