B.T.-serie - Unge på stoffer: Mathildes kæreste døde i hendes arme

Pressenævnet har udtalt kritik af denne artikel. Læs kendelsen her.

Mathias Brandt-Sørensen blev fanget i fem års stofmisbrug. Hans kæreste Mathilde så, hvordan stofferne ændrede ham. Åd ham. Og til sidst tilintetgjorde ham. En aprilnat i 2016 døde han i hendes arme.

»Hver gang jeg lukkede mine øjne, så jeg Mathias for mig. Hans øjne stirrede tomt på mig. Hans hals var helt lilla og blå, og overlæben var trukket tilbage.«

Mathilde Nykvist tænker tilbage og sætter ord på den hidtil værste dag i sit 23-årige lange liv.

Den dag, hvor hendes kæreste gennem fem år - hendes absolutte sjæleven -  Mathias Brandt-Sørensen døde.

I dag - to år senere - ved hun stadig ikke med sikkerhed, hvordan hændelsen minut for minut den nat 6. april 2016 helt nøjagtigt udspillede sig.

Det eneste, hun med sikkerhed ved, er, at Mathias døde. I hendes arme. 25 år gammel. Udmattet. Udkørt. Og udpint efter et flereårigt stofmisbrug, der til sidst havde trukket kraften ud af enhver levende organisme i den ellers evigt glade bornholmer-drengs krop.

Historien, der udfolder sig herunder, er fortællingen om, hvordan en endeløs flugt ind i stoffernes univers blev den glade drengs endeligt.

Og ikke mindst hvordan en ung piges kamp for at besejre det onde ikke slog til, men blot endte som endnu et tal i dødsstatistikken, der vedrører unge og narkotikarelaterede dødsfald.

Historien starter på Bornholm i 2011.

Her bor 16-årige Mathilde Nykvist sammen med sin familie.

En social og udadgående pige, som stadig har sin første kærlighed til gode.

En dag bibber hendes telefon, og via Messenger får hun en besked fra den fem år ældre Mathias Brandt-Sørensen.

Han er selv fra Bornholm og har lagt mærke til hende, selvom de aldrig rent fysisk har mødt hinanden.

Mathias synes, at Mathilde er sød, og vil gerne invitere hende til København, hvor han bor og har boet siden, han var 18. Mathilde spørger sin mor om lov og drager kort efter mod hovedstaden.

»Jeg kan huske, at vi mødtes på Hovedbanegården, hvor jeg så den her lille, fine fyr komme gående. Han var superglad og nervøs. Han havde en fin skjorte og cowboybukser på. Han mindede mig lidt om Benny fra Olsen Banden,« fortæller Mathilde til B.T.

Der går ikke lang tid efter deres første møde, før de to bornholmere finder ud af, at de deler noget helt særligt. De bliver kærester.

»Jeg faldt pladask for Mathias. Han var sød, lyttende og sjov. Og så var han en charmetrold. Han var typen, der kunne charme sig ind på den ældste dame i Netto og den yngste pige i Fakta,« siger Mathilde, som året efter flytter til København, hvor hun finder et job og bor med Mathias i hans andelslejlighed på Vesterbro i København.

Skiftet fra langdistance-forhold til at gå op og ned af hinanden på daglig basis er dog ikke lige så let og romantisk, som de begge har drømt om. Og da Mathilde for første gang - siden hun er flyttet til København - tager hjem for at besøge sin familie på Bornholm, går det galt.

Mathias inviterer bag Mathildes ryg alle sine venner - og deres venners venner - til fest i den lille 2-værelses lejlighed.

»Jeg har ingen anelse om det, men får en besked fra en kollega, som er med til festen. Hun kommer ind i lejligheden og ser den her dreng, der sidder ovre i hjørnet. Han er helt væk. Hun ved ikke, hvad han har taget, men han er helt ukontaktbar og har taget alle mine ting ude fra badeværelset og stillet op på sofabordet foran sig,« fortæller Mathilde.

Mathilde sidder på Bornholm og ved ikke, hvad hun skal stille op. De har sammen købt en lille hund, og det eneste, hun kan tænke på, er at komme hjem og redde den fra den dødsleg, der udspiller sig i lejligheden.

Mathilde kommer først hjem søndag, og her går det op for hende, at Mathias har været på stoffer fra dét øjeblik, hun trådte ud af døren.

»Jeg får senere fortalt, at han har taget kokain, MDMA og alt mulig andet. Med Mathias var det åbenbart ‘jo vildere, jo bedre’.«

Mathilde, som er 17 år gammel på det her tidspunkt, har ingen anelse om, at hendes kæreste tager hårde stoffer. Hun har set ham ryge en joint et par gange, men det er det.

Stofferne ændrer Mathias

Oven på weekendens udskejelser er Mathilde åbenlyst chokeret, men de får en god snak, og Mathias forklarer, hvorfor han tager stofferne. Hvad de giver ham.

»Han fortæller mig en masse ting, hvor det går op for mig, hvorfor han flygter. Han fortæller, hvor meget jeg betyder for ham, og at han ikke behøver dem, når vi er sammen. Det er dejligt at høre, men jeg forstår ikke rigtig, hvad det betyder.«

Mathias har med sin ærlighed og indlemmelse af Mathilde i sit inderste tankeregister fået slukket branden. For nu i hvert fald.

Hverdagen fortsætter, men hver gang, det går lidt skævt derhjemme, eller Mathias får rodet sig ud i problemer, er det Mathildes skyld.

»Han begyndte at blive meget kontrollerende. Jeg måtte ikke være på Facebook. Jeg måtte ikke træne. Jeg måtte ikke gå med makeup. Jeg skulle gå i løst tøj. I dag kan jeg godt se, hvor skidt det så ud, men dengang kunne jeg ikke se det. Jeg var forelsket og så ikke tingene klart.«

Mathilde begynder at tabe sig. Meget. Hun har stort set ingen venner, og hun kommer aldrig ud. Hun er, som hun selv siger det: “fange i sit eget hjem”.

Men fange eller ej, så er det bag hjemmets fire vægge, at hende og Mathias har det bedst.

Lige så snart Mathias er ude, eller de er væk fra hinanden, begynder han at opføre sig mærkeligt. Uhyggeligt.

»Han sender videoer til mig, hvor han synger på et mærkeligt beruset sprog. Jeg får billeder af en masse knive, og han truer med at begå selvmord. Det hele er min skyld,« siger han.

Sådan står det på i månedsvis, indtil Mathilde på et tidspunkt ikke kan klare det mere. Hun går fra Mathias og flytter i sin egen lejlighed på Peter Ipsens Allé i Københavns nordvestkvarter.

Samme lejlighed bliver nogle måneder senere nævnt i politiets rapport en augustnat 2013.

Mathias banker pludselig på Mathildes dør tidligt lørdag morgen. Han er påvirket, kan hun se, og i hånden har han et koben.

Mathilde åbner ikke. Hun ringer til en veninde, men når aldrig at færdiggøre samtalen, før døren bliver brækket op. Mathias står i entréen. Han har ild i øjnene.

»Han smadrer mit hoved ind i væggen. Først til højre. Så til venstre. Han smadrer alt i lejligheden, og imens tænder han for elkogeren. Jeg ved stadig ikke den dag i dag, hvad han ville bruge vandet til,« fortæller Mathilde.

Sekunderne føles som minutter, og på et tidspunkt hænger Mathilde ud af vinduet og skriger efter hjælp. I næste øjeblik står politiet i stuen.

Mathias er stukket af, og selvom betjentene opfordrer Mathilde til at melde ham, gør hun det ikke.

»Det kunne jeg ikke. Jeg havde ondt af ham. Det var ikke hans skyld, at han skulle tage sådan noget lort, der gjorde ham til et helt andet menneske,« siger Mathilde og fortsætter:

»Lige meget hvordan man vender og drejer det, var det ikke Mathias, der kom ind af min dør og smadrede min lejlighed. Og mig. Det var en, der var påvirket af stoffer. Det var en, hvor stofferne havde ændret hans ansigtsudtryk. Hans ord. Hans handlinger. Hans personlighed. Det var en anden person.«

Mathilde er aldrig bange for, at Mathias for alvor vil skade hende, og som månederne går, tager Mathilde rent faktisk Mathias tilbage.

Sådan går det mange gange igennem de i alt fem år, de er sammen. Når de er kærester, er det ofte godt, men også intenst, kontrollerende og hårdt - især for Mathilde. Når de fra hinanden, er det hårdt for Mathias, som intensiverer sit stofforbrug og med hver streg til næsen tager endnu et skridt mod den uundgåelige afgrund forude.

I 2015 - fire år efter de mødtes - går det ikke alene op for Mathilde, men også for omverden, at Mathias har problemer.

I forbindelse med sin fars 60-års fødselsdag bliver han efterlyst af politiet, fordi han aldrig dukker op til festen.

Familien er bange for, at der er sket noget med den 25-årige unge mand, som i efterlysningen beskrives som en 'pæn og velklædt misbruger'.

Familiens - inklusive Mathildes - bange anelser viser sig at holde stik. På vej til Bornholm er Mathias og en ven drejet af til Malmø. De bliver væk fra hinanden, og imens vennen kommer retur til København, bliver Mathias anholdt for narkobesiddelse og gadeuorden.

Mathias sidder tre-fire dage i svensk arrest og er ifølge eget udsagn, fortæller Mathilde, ved at dø af abstinenser. Kroppen bliver med ét afskåret fra det høje indtag af stoffer, som Mathias på det her tidspunkt er vant til at tage, og hans 25-årige unge legeme er ved at bukke under.

Hjemvendt til Danmark står det nu soleklart for enhver, at Mathias er langt ude. Han har brug for hjælp.

Han kommer i dagbehandling og får senere plads på et opholdsted, hvor han får hjælp til at tage sin ordinerede medicin.

Mathilde og Mathias er ikke kæretser, men ses, og på et tidspunkt bliver Mathilde gravid. Det er ikke planen, og en abort synes at være eneste rationelle udvej.

»Hvordan skulle Mathias kunne tage vare på et barn, når han ikke engang kunne tage vare på sig selv,« spørger Mathilde, som får foretaget aborten uden at få fortalt det til Mathias.

Nyheden slår hårdt. Mathias er knust, og han får smuglet stoffer ind på bostedet. Heroin.

Han sætter nålen til armen. Han overdoserer. Måske med vilje. Måske ikke.

»Da jeg kommer derud bagefter, kommer han kravlende hen til mig som et såret dyr. Han græder og vælter hen over mig. Han siger, at han ville dø. Han var så påvirket af medicin, at han næsten ikke kunne tale.«

Mathias får herefter en lejlighed i Lyngby på et andet opholdssted. Det er tydeligt, at stofferne har svækket Mathias, og han er ikke længere den samme.

En forårsdag i april 2016 har de en aftale om at lave mad sammen. Der er ikke noget specielt ved det, bortset fra at Mathias opfører sig en smule anderledes, end han plejer.

»Han sms’er til mig, at han har købt masser af frugt, og at vi skal være glade. Jeg kan huske, jeg syntes, det var mærkeligt. Det havde han aldrig skrevet før. At vi skulle være glade,« understreger Mathilde.

Mathias har også købt blomster til Mathilde. De hygger sig.

Underlig uro i kroppen

Inden de går i seng, får Mathias sin sovepille, som han har brug for at kunne falde til ro.

Efter de har ligget og snakket sammen i sengen til kl. 02, bliver de enige om at få noget søvn.

»Jeg ligger yderst i sengen. Mathias ligger på min inderside med hovedet på mit bryst. Jeg nusser ham i håret, men lige pludselig går der et jag igennem kroppen på ham.«

Mathilde fortæller, hvordan Mathias sætter sig op i sengen og kigger mærkeligt på hende. Han fortæller, at han har en underlig uro i kroppen. Men fordi uro i Mathias’ evigt sitrende krop ikke er unormal, slår de det begge hen.

Det næste, Mathilde husker, er lyden fra vækkeuret.

»Mathias var normalt lidt svær at få ud af sengen om morgenen, så jeg ligger og snakker til ham og bemærker, at han er svedig. Sådan rigtig svedig,« husker Mathilde.

»Skat, kom så. Vi skal op nu,« siger hun.

Hun ruller ud af sengen, imens Mathias ligger op af hende. Men i stedet for at løfte sit hoved, flytte sig og rulle den anden vej, falder Mathias med ansigtet ned i puden.

»Jeg tænker, hvad sker der? Jeg tager fat i Mathias og vender ham om. Og så skriger jeg. Det ansigt jeg kigger ind i. Det er det, jeg har set for mig lige siden.«

Mathias’ hals er som indledningsvis beskrevet blå og lilla. Han viser ingen tegn på liv.

»Jeg går i panik og slår ham rigtig hårdt. Jeg kan ikke rigtig huske det, men har fået at vide, at jeg løber rundt nøgen i lejligheden, og at jeg prøver at give ham førstehjælp.«

Naboen hører skriget og sparker døren ind. Der bliver ringet 1-1-2, men Falck-redderne må give op. Mathias er død.

»Det skete ved en 4-5 tiden, siger de. Så han sov ind lidt efter, vi lagde os til at sove,« siger Mathilde.

Den i dag 23-årige unge kvinde ville gerne have været traumerne fra den skæbnesvangre aprilnat foruden. Samtidig føler hun dog, at Mathias - i stedet for at ligge et eller andet sted alene - døde i rette omgivelser: I hendes arme.

Traumerne har dog - mere end to og et halvt år efter Mathias døde - stadig fanget Mathilde i en svær angst. Hun er bange for fremmede, hun møder på gaden, og hun har svært ved at være sammen med andre af frygt for, at de ikke vågner igen.

Stofferne forbander hun dagligt langt væk og har svært ved at begribe, hvorfor andre er dumme nok til at jagte samme - altødelæggende - rus, som hendes sjæleven desværre gjorde.

Og sjælevennen? Ham savner hun stadigvæk. Og det vil hun nok altid gøre, som hun siger.

»Men jeg savner den rigtige Mathias. Jeg savner ham ikke sammen med stofferne. De ødelagde ham. De stjal ham.«