Den formodede gerningsmand bag onsdagens skyderi på Christiania, Mesa Hodzic, er ifølge BTs oplysninger identisk med en 25-årig mand med bosniske forældre, der tidligere har været anklaget for drabsforsøg.

Tidlig torsdag morgen blev 25-årig Mesa Hodzic anholdt af Københavns Politi. Han er mistænkt for at stå bag onsdag aftens skyderi på Christiania, hvor en mand skød og sårede to betjente og en civil person, da politiet var ved at anholde ham.

Mesa Hodzic, der ifølge politiet er 25 år, dansk statsborger og kendt af politiet, var efter skyderiet flygtet ud til en adresse i Kastrup, som politiet torsdag morgen omringede. Da de råbte Mesa Hodzic an, forsøgte han at flygte fra stedet.

Med sig havde han et våben, og det førte til en kort skudafgivelse med politiet. Den mistænkte Mesa Hodzic blev ramt af skuddene og er lige nu indlagt i 'kritisk tilstand'.

Den 25-årige Mesa Hodzic er ifølge BTs oplysninger identisk med en mand med bosniske forældre, og han har tidligere været tiltalt i en sag om forsøg på manddrab tilbage i 2010.

Dengang blev en 21-årig mand overfaldet og stukket flere gange med en stor kniv. Han overlevede med nød og næppe efter at have været 'overhængende livsfare', som det fremgår af anklageskriftet i sagen.

Mesa Hodzic blev dog frikendt i sagen.

Siden slutningen af 2012 har den 25-årige ifølge Folkeregisteret været uden bopæl.

Ifølge BT’s oplysninger færdedes den sigtede Mesa Hodzic ofte hos sin kæreste i området omkring Vinkelhusene i Kastrup. Her kom parret jævnligt sammen med naboer i nærheden. Af venner bliver den formodede gerningsmand bag skyderiet på Christiania betragtet som en »fin fyr«, fortæller de. Flere siger dog, at han tit kom til at »træde ved siden af«.

Alle, som BT har været i kontakt med, havde dog svært ved at tro på det, da politiet natten til torsdag efterlyste Mesa Hodzic.

Af de tre personer, der blev skudt på Pusher Street, er den ene betjent og den civile person begge uden for livsfare, men den anden betjent, der blev skudt i hovedet, er endnu indlagt i en tilstand, der beskrives som alvorlig.

Onsdag middag er lillebroderen til den 25-årige formodede gernignsmand blevet sigtet af politiet for at have deltaget i den organiserede hashhandel i Pusher Street. Det skriver Ritzau. Politiets mistanke drejer sig blandt andet om 48 kilo hash.

Ved grundlovsforhøret torsdag blev der ikke nedlagt navneforbud mod den formodede gerningsmand.