Politiet har ifølge B.T.s kilder beslaglagt flere hundrede kilo hash ved grænsen mellem Tyskland og Danmark.

Syd- og Sønderjyllands Politi bekræfter over for B.T., at de efterforsker »et større parti hash« fundet ved grænsen, men kan på nuværende tidspunkt ikke oplyse om, hvor mange kilo af det euforiserende stof der er tale om.

»Der er en igangværende efterforskning, og derfor kan vi ikke udtale os yderligere om sagen,« oplyser Mads Dollerup, kommunikationsansvarlig ved Syd- og Sønderjyllands Politi.

Syd- og Sønderjyllands Politi oplyser, at der i forbindelse med sagen er anholdt fire mænd.

De fire mænd blev stillet for et lukket grundlovsforhør mandag i Sønderborg og er blevet varetægtsfængslet i foreløbig fire uger for at indsmugle hash til Danmark.

Politiet kan ikke oplyse, hvorvidt der har været tale om en stikprøve eller en mistanke i forbindelse med fundet af den store mængde hash.

Lyt til 'Copenhagen Narcos' om Danmarks største narkosag her, eller der hvor du normalt lytter til podcast: