Nyheden trak overskrifter i flere af landets medier og blev delt af Socialdemokratiets udlændinge- og integrationsminister, Rasmus Stoklund.

En 30-årig mand blev 14. oktober sidste år brutalt overfaldet af mindst ni personer på Rådhuspladsens metrostation i København og tildelt spark og slag med en flaske, så han krævede behandling.

Det viser sig nu, at offeret ikke var hvem som helst: Der er tale om den 30-årige somalier, som tidligere hed Ahmed Omar Mohamed, og som lige nu sidder sigtet for drabet på den tidligere kommunaldirektør Henrik Johansen.

Det fremgår af dokumenter, som B.T. har set. Anklaget i sagen er tre mænd, der om en måneds tid vil stå tiltalt i Købehavns Byret for grov vold.

Ifølge B.T.s oplysninger var der tilsyneladende et klart motiv for overfaldet: Det meget omtalte overgreb, Mohammed begik for 14 år siden, og som har gjort ham offentlig forhadt.

I 2011 bortførte og voldtog han en pige på 10 år i en skov i Gullerup. Pigen fandt han på en legeplads med hendes 9-årige veninde, som nåede at slippe væk.

Mohamed – som i dag har skiftet navn – undgik med nød og næppe at blive udvist for voldtægten, da Vestre Landsret dengang vurderede, at en udvisning ville krænke hans menneskerettigheder. Den dom har siden vakt stor politisk debat.

Under overfaldet sidste år blev han ifølge tiltalen slået i hovedet med en glasflaske, som gik i stykker, ligesom han blev slået, sparket og trampet i hovedet på kroppen, hvilket gav ham en gabende flænge ved venstre øjenlåg og venstre kind.

En af de tiltalte i sagen risikerer udvisning.

Ofret for overfaldet, tidligere kendt som Mohamed, er i øjeblikket meget omtalt, da politiet formoder, at han i november tæskede og kvalte den 77-årige Henrik Johansen til døde på sin bopæl i Svendborg og bagefter gemte ham i et redskabsskur.

Flere af dem, der deltog i gruppeoverfaldet i oktober, var ifølge politiet under den kriminelle lavalder, og går derfor fri.

Har du oplysninger i sagen eller om den drabssigtede, vil vi meget gerne høre fra dig. Kontakt journalisten på ofru@bt.dk