I slutningen af februar rykkede Københavns Politi ud i en aktion på flere adresser i byen, hvor medarbejdere i Rengoering.com gør rent.

B.T. kan nu løfte sløret for en af anholdelserne, hvor politiet slog til omkring klokken 20 ved Ankestyrelsen i Teglholmsgade.

Her arbejdede en 23-årig udlænding som rengøringsassistent uden tilladelse, selvom han allerede var smidt ud af Danmark med indrejseforbud.

Anholdelsen 22. februar i år skete i forbindelse med en større politiaktion i sagen om selskabet Rengoering.com, oplyser Københavns Politi til B.T.

Som B.T. tidligere har afsløret, bliver Rengoering.com efterforsket i forbindelse med ulovlig arbejdskraft.

I forbindelse med efterforskningen af firmaet er foreløbig ti personer anholdt. Den 23-årige udlænding er én af dem.

Indehaver af Rengoering.com Qasem Ashraf forklarer, at den anholdte ikke er en medarbejder i firmaet, men at rengøringsopgaven lå hos en af hans ansatte.

»Man må formode, at de to har haft en eller anden aftale, men om det bare har handlet om en enkelt dag eller mere, ved vi ikke. Vi har bortvist den pågældende medarbejder,« skriver Qasem Ashraf i en mail.

Udlændingestyrelsen havde allerede smidt manden ud af Danmark med et indrejseforbud i 2019, hvor politiet ifølge manden selv »hjalp ham ud af landet«, fremgår det af dombogen, som B.T. har fået aktindsigt i.

Lidt mere end to år senere er samme mand blevet anholdt for at gå og gøre rent i en af statens bygninger uden tilladelse, fremgår det af dombogen.

Juraprofessor Frederik Waage kalder sagen »problematisk«.

»Det er da overraskende, at en person med indrejseforbud populært sagt kan vade ind på statens kontorer,« siger han.

For Ankestyrelsen behandler personfølsomme oplysninger, tilføjer Frederik Waage.

I Retten på Frederiksberg forklarede den 23-årige mand, at »det godt kan passe«, at Udlændingestyrelsen i 2019 havde fortalt ham, han ikke måtte være i Danmark.

I januar 2020 tog han til Italien for at arbejde, men vendte tilbage til Danmark, inden hans indrejseforbud var udløbet, står der i dombogen.

Manden forklarede også, at han i nogle dage har hjulpet med at gøre rent i Ankestyrelsen.

Den 23-årige tilstod og fik en straksdom på 20 dages fængsel med udvisning af Danmark og indrejseforbud i fire år.

Ankestyrelsen oplyser til B.T., at rengøringspersonale skal kunne fremvise ren straffeattest, og at alt relevant personale får udleveret et personligt adgangskort.

Det fremgår ikke af dombogen, hvordan den 23-årige mand fik adgang til Ankestyrelsen, hvor han gjorde rent.

»Jeg kunne godt have ønsket mig, at den anholdte var blevet stoppet allerede ved grænsen til Danmark eller var blevet opdaget et andet sted i landet, så han aldrig havde haft mulighed for at involvere sig med en af mine ansatte,« skriver indehaver af Rengoering.com Qasem Ashraf i et skriftligt svar.