En 55-årig leder hos det hæderkronede auktionshus Bruun Rasmussen afpressede sin arbejdsgiver for at dække over narkohæleri og hvidvaskning af 3,1 millioner.

Den ansatte, der sad som direktør for eget fagområde, lokkede med, at han ville holde den hælerisag, hvor han står tiltalt, ’væk fra forsiden’, hvis blot Bruun Rasmussen betalte ham 50.000 kroner. Det fremgår af anklageskriftet i sagen, der skal for Byretten i København om en uge. Her kan man læse, hvordan den 55-årige ad to omgange forsøgte at afpresse Bruun Rasmussens direktør Claus Poulsen ved at udgive sig for at være en anden.

- Jeg er bekendt med, at en af dine folk er sigtet for narkohæleri. Jeg tror, jeg kan få ham fra forsiden. Vil du og X. (den ansatte selv, red.) betale for dette, send mig sms inden kl. 9 i morgen, skrev han 22. oktober 2012.

Dagen efter skrev han:

- Hej. Kan se, du har ringet, forestiller mig 50k i en kuvert, går i møde, må vide det inden kl. 10., tak, X., skrev han med henvisning til de 50.000 kroner, han forventede at få.

Drev eget auktionshus

I dag ved politiet, at afsenderen er lig med den 55-årige medarbejder, der har en fortid i eget auktionshus, inden han for få år siden blev en del af staben hos Bruun Rasmussen som leder for sit eget område.

Forinden var den 55-årige blevet sigtet i en omfattende sag om hæleri af narkopenge, hvor han ifølge anklagen modtog og hvidvaskede 3,1 millioner kroner for en bekendt, en 41-årig narkobagmand, der tidligere i år fik en dom på ti års fængsel for at importere ni ton hash fra Spanien.

De 3,1 millioner satte den 55-årige løbende ind på en bankkonto tilhørende narkobagmandens kæreste, velvidende at pengene stammede fra et ’strafbart forhold’. Bagmandens kæreste brugte efterfølgende penge på at købe en ejendom på Sjælland, hvorfra narkovirksomheden blev drevet.

Købte samlinger

Medarbejderen har selv forklaret, at han købte samlinger inden for sit fagområde - som ikke kan nævnes af hensyn til navneforbuddet - af narkobagmanden og dennes kæreste og derpå blot overførte betaling for handlen. 1,9 millioner for samlingerne og derudover tilbagebetaling af et lån på 1,2 millioner – i alt 3,1 millioner. Men selv om den 55-årige påstår at være i besiddelse af en kvittering for salget, så sår anklagemyndigheden tvivl om, om de omtalte samlinger overhovedet har eksisteret.

Den 55-årige er nu tiltalt for afpresning efter straffelovens § 281 og groft hæleri efter straffelovens § 290. Selv erkender den 55-årige, at han har handlet, som han har gjort, men han afviser at være skyldig i afpresning og hæleri. I dag er han ikke længere ansat hos Bruun Rasmussen, og det har ikke været muligt at træffe husets direktør, Claus Poulsen, for en kommentar.

Et venskab med en narkobagmand førte politiet på sporet af den nu hæleri-tiltalte Bruun Rasmussen-medarbejder.

Det var et farligt bekendtskab, den 55-årige leder hos Bruun Rasmussen på et tidspunkt indledte med en 41-årig narkobagmand, som den 55-årige i dag står anklaget for at have vasket 3,1 millioner kroner hvide for.

Mens politiet forsøgte at optrevle en omfattende sag om hashsmugling, hvor netop den 41-årige og otte andre blev idømt hårde straffe i februar, så fattede politiet også interesse for den 55-årige auktionsmedarbejder. Det skete under en aflytning af den 41-årige narkobagmands telefon.

Skjulte værktøj

Her kom det ifølge anklagen frem, at den 55-årige også i to tilfælde unddrog konkursboer for værdier. Først et byggefirma, hvor han modtog og skjulte dyrt værktøj for kreditorerne. Siden en privatperson, hvor han modtog og opbevarede to jagtvåben. Det har nu ført til tiltale for skyldnersvig efter straffelovens § 283.