Hun kan stadig mærke hakket i sin hovedbund.

Håret er endnu ikke vokset helt ud der, hvor øksen efterlod en flænge på syv cm i hendes baghoved.

Frygten sidder stadig i hende.

Det fortæller den 19-årige pige, der i midten af februar sidste år blev overfaldet af en mand med en økse.

»Psykisk kan jeg mærke, at jeg om aftenen er ekstra opmærksom, hvis jeg er ude. Jeg er ikke særlig tryg ved at være ude, hvis det er mørkt, og jeg holder øje med, hvem der er omkring mig,« fortæller den i dag 20-årige C under sit vidneudsagn i Retten i Lyngby.

Arvævet i hovedbunden minder hende for altid om den aften, hvor hun sammen med sin kæreste blev brutalt overfaldet af en 30-årig mand med en økse.

Det er en helt almindelig lørdag aften på Circle-K i Birkerød i Nordsjælland, da parret den 17. februar 2018 parkerer foran en af benzinstanderne.

De har lige været på en træningslejr, er afslappet klædt og føler stor trang til slik og bolsjer.

På vej ind i butikken bemærker de begge manden i den sorte jakke, som står uroligt og venter ved indgangen til tankstationen, men de tænker ikke videre over det.

Det er først, da de er på vej tilbage mod deres bil, at han rører på sig.

»Manden følger efter os, og jeg kan se, at han smider en computertaske fra sig. I den anden hånd har han en økse, som jeg lægger mærke til med det samme, fordi den har en skrigende rød farve,« fortæller den 19-årige mand, F, der med det samme råber til sin kæreste, at hun skal flygte.

Manden, som de ikke kender, står truende foran dem med en 30-40 cm lang økse i højre hånd.

Overvågningsvideoer fra tankstationen viser, hvordan den 19-årige kvinde - C - flygter ind i butikken. Men angrebsmanden løber efter hende.

Det voldsomme overfald, som fandt sted sidste år, blev torsdag genfortalt i Retten i Lyngby, hvor de to forudrettede og den 30-årige mand, MA, som er sigtet for blandt andet drabsforsøg, afgav deres vidneforklaringer.

Du kan læse livebloggen fra retssagen her.

Den sigtede har efter eget udsagn diagnosen paranoid skizofreni, og anklageren kræver ham dømt til anbringelse på en psykiatrisk afdeling.

På tankstationen i Birkerød hører den 30-årige mand stemmer. Han føler sig psykotisk og frygter for sit liv.

Han vil væk fra stemmerne og skal bruge parrets bil for at komme det.

»Jeg gik efter dem for at få fat i bilnøglen. Jeg var dybt psykotisk, og oppe i min hjerne troede jeg, at de ville dræbe mig. Jeg slår ham (den 19-årige F, red.) og bliver ved med det. Han ville ikke give mig nøglen, og så tænkte jeg bare 'fuck det'. Jeg slår også pigen,« siger den 30-årige i retten.

I tre voldsomme og dramatiske minutter jagter han parret rundt mellem slikhylderne i butikken. Den kvindelige medarbejder bag skranken har allerede aktiveret overfaldsalarmen, men øksemanden fortsætter med at angribe det unge par, som adskillige gange forsøger at parere de mange slag og øksehug med hænderne.

De forklarer ham, at de har tabt bilnøglen, og ikke ved, hvor den er.

Den 19-årige kvinde husker, at manden mistænker dem for at ville narre ham. Han siger, at de ikke skal 'fucke med ham'.

Den 30-årige mand tager fat i kraven på den 19-årige F og trækker ham mod udgangen af butikken, men vender kort efter om.

Han løber tilbage mod kvinden, der står med ryggen til med sin mobiltelefon i hånden.

»Jeg mærker bare et virkelig hårdt slag i baghovedet og tænker 'nej, nej nej - det er ikke godt'. Jeg havde jo set, at han havde en økse i hånden,« fortæller den 19-årige C. Hun falder ned på knæene og folder hænderne om den syv cm lange flænge i baghovedet.

»Jeg tager mig til hovedet og kan se, at der er meget blod. Jeg tænkte ret klart og vidste godt, at det var slemt. Jeg tænkte, 'vi overlever ikke det her.'«

Hendes kæreste kommer løbende og forsøger at fjerne manden og få ham udenfor til bilen igen.

Tanken slår ham, at de kan dø her på tankstationen, hvis han ikke gør noget nu.

Ude ved benzinstanderen kan de stadig ikke finde den forsvundne bilnøgle, hvilket frustrerer den 30-årige MA endnu mere.

Han hæver igen øksen mod den unge mand, som bliver ramt af flere slag, herunder et i baghovedet.

Det sortner med det samme for ham, og i næste øjeblik er overfaldsmanden forsvundet fra stedet.

Inde på tankstationen flygter det voldsomt tilredte par ind i et baglokale sammen med den kvindelige butiksansatte, som låser døren.

De er helt stille og venter på hjælp.