16 års fængsel.
Sådan lød dommen over den 25-årige Farman Ullah mandag eftermiddag ved Retten i Holbæk. Han ankede dommen på stedet med henblik på frifindelse.
En 34-årig kvinde slap derimod for 16 års fængsel og blev i stedet idømt anbringelse på en institution for personer med psykiske handicap på ubestemt tid. Hun modtog dommen.
Begge udvises de af Danmark for bestandigt.
Tidligere mandag blev de begge kendt skyldige i henholdsvis drab og medvirken til drab på den 37-årige højgravide kvinde. Kvinden havde netop fået fri fra sit arbejde på et plejecenter i Holbæk, da hun på brutal vis blev dræbt med 78 knivstik.
Samtlige af rettens medlemmer betragtede det som en væsentlig skærpende omstændighed, at den 37-årige kvinde var gravid, og at barnet afgik ved døden som følge af drabet.
Der blev også lagt vægt på drabets voldsomme karakter, graden af planlægning, og at det blev begået på et offentligt sted.
Både Farman Ullah og den 34-årige kvinde har hele vejen igennem nægtet sig skyldige, men deres forklaringer er blevet forkastet af retten, der har kaldt forklaringerne for »utroværdige« og »konstruerede til lejligheden.«
Under retssagen er det kommet frem, at der har været et indviklet kærlighedsdrama mellem de tre parter, og at motivet har været et jalousi-forhold. Først og fremmest var de to kvinder i et lesbisk forhold. Et forhold der gennem retssagen, er blevet beskrevet som konfliktfyldt med en masse uoverensstemmelser og trusler.
Det eskalerede blandt andet, da den nu afdøde kvinde rejste til Iran i foråret 2022 og blev hemmeligt gift med en mand.
Derudover blev det af retten også lagt fast, at Farman Ullah og den 34-årige kvinde havde et kærestelignende forhold med henblik på at blive gift, hvilket angiveligt havde gjort den afdøde sur.
For anklager Anja Lund Liin var der ingen tvivl. Både Farman Ullah og den 34-årige kvinde skulle idømmes 16 års fængsel.
Modsat mente Snorre Kehler, der er forsvarer for Farman Ullah, at hans klient skulle idømmes 10 års fængsel.
Thomas Fogt argumenterede for, at hans klient skulle idømmes en anbringelsesdom, som Retslægerådet havde anbefalet.
Genlæs B.T.s liveblog herunder: