Han skal have voldtaget og slået hende. Truet med at udleje hende til prostitution, med at påkøre hende og deres fælles børn, med at dræbe hende. Holdt hende fanget i et soveværelse og kaldt hende både 'luder' og 'psykisk syg'.
Og så skal han flere gange have forbrudt sig mod det tilhold, hun til sidst fik mod ham, da hun ikke kunne mere.
Det er i hvert fald, hvad anklagemyndigheden fra Syd- og Sønderjyllands Politi for tiden forsøger at overbevise Retten i Kolding om, at en 45-årig mand har gjort sig skyldig i.
Han nægter sig skyldig. I hvert fald i forholdene om både fysisk og psykisk vold og voldtægt.
At han har overtrådt tilholdet, erkender han mere eller mindre, oplyser hans forsvarer Mira Kirstine Tøfting Biering.
Den 45-årige risikerer både fængselsstraf og muligvis også udvisning, såfremt retten finder ham skyldig i de voldsomme beskrivelser, som anklageskriftet indeholder.
Mens otte af forholdene beskriver, hvordan han allerede den dag, han blev meddelt et tilhold mod sin tidligere partner, handler seks af dem om de grusomheder, han angiveligt skal have udsat hende for forinden.
Heriblandt tre tilfælde af voldtægt.
Voldtægter, hvor manden ifølge anklageskriftet blandt andet tiltvang sig samleje med partneren, der på tidspunktet var helt afkræftet og medicineret efter en operation. Selvom hun græd og sagde, at hun ikke havde lyst, forgreb han sig angiveligt på hende en aften i marts 2021.
Et par uger senere skal han have tiltvunget sig oralsex. Hun kunne lige så godt få det overstået, sagde han angiveligt. Samme melding skal kvinden have fået, da han gentog overgrebet nogle måneder senere.
Denne gang også med en trussel om, at han ville slå hende og hendes nærmeste ihjel.
Anklageskriftet beskriver, hvordan manden i godt to år fra april 2019 til november 2021 udsatte kvinden for psykisk vold. Truede hende, svinede hende til og styrede, hvem hun måtte være i kontakt med. Han hackede hendes Facebook-profil.
Derudover skal han have forlangt at køre hende til og fra arbejde og sociale arrangementer for at sikre, hvor hun befandt sig, ligesom han også skal have bedt hende om at dele sin lokation.
Klokken var 08.53, da politiet 7. oktober 2021 så meddelte manden et tilhold mod både direkte og indirekte at kontakte og forfølge kvinden.
Men under ti timer senere overtrådte han så ifølge politiet tilholdet, da han rettede henvendelse til kvinden. Og det var blot første overtrædelse.
I ugerne efter skal han flere gange have kontaktet kvinden på både telefon og sociale medier, lyder det i anklageskriftet.
Sagen kører som domsmandssag ved Retten i Kolding, hvilket betyder, at anklagemyndigheden går efter under fire års fængsel.
Lyt til kriminalredaktionens podcast 'På Fersk Gerning' her, eller hvor du plejer at høre podcast.