Ung mand havde tilstået røveri forleden i Osted, men havde alligevel stærk trang til at få friheden igen. Flugten fra det gamle arresthus i Roskilde lykkedes.
De helt traditionelle midler blev taget i brug, da en ung mand natten til tirsdag stak af fra arresten i Roskilde. Både lagner og en pude brugte den 18-årige, da han firede sig ud i friheden.Manden blev fængslet lørdag for et røveri begået mod en bank i Osted, og han havde tilstået forbrydelsen, oplyser vicekriminalinspektør Niels Brodersen.
- Han har formentlig haft en særlig grund til at flygte, der var noget, han skulle, bemærker Brodersen.
Med en pude og nogle lagner lykkedes det for manden at komme op på ringmuren, hvor han brugte puden til at beskytte sig mod pigtråden, da han med lagnerne firede sig de knapt fire meter ud i friheden.
/ritzau/