En 21-årig brudgom fra Midtfyn fik absolut ikke den byllupsnat, som han havde set frem til, da han lørdag blev gift. Tværtimod.

Han endte med at blive taget for spritkørsel af politiet, da han kørte rundt for at finde en af sine gæster, der var forsvundet fra bryllupsfesten i Gislev Forsamlingshus mellem Nyborg og Ringe.

Den pågældende gæst havde forladt festen og var blevet overfaldet, og da et par andre gæster ledte efter ham, var han væk. Men de fandt til gengæld hans tøj.

Brudgommen hører til den handlekraftige type, og han var nervøs for, hvad der kunne være sket med gæsten uden tøj i den stærke nattekulde.

I mellemtiden blev Fyns politi tilkaldt af en kvinde i Søllinge, som hørte støj ved sit hus. Det viste sig, at den nøgne bryllupsgæst var nået frem til huset og gerne ville have hjælp.

Brudgommen havde på det tidspunkt sat sig bag rattet for at finde sin nøgne gæst, og det resulterede i, at han blev stoppet af politipatruljen, som med det samme kunne observere, at brudgommen var spirituspåvirket.

- Efter nogle timer på politigården blev brudgommen igen sat på fri fod, og det er jo klart, at det nok ikke lige var den bryllupsnat, han havde ønsket sig, siger vagtchefen hos Fyns politi, Peter Anker.

Hvorf meget brudeparret fik ud af bryllupsnatten , da brudgommen endelig kom hjem tidligt søndag morgen, forlyder der intet om.