Benjamin Kelly, der ejede natklubben Billy Booze i København, er fundet død på et hotelværelse i Vejle.

Det bekræfter hans bror Jason Kelly til BT. Broderen har dog ikke yderligere kommentarer efter aftale med den øvrige familie.

36-årige Benjamin Kelly forsvandt fra sit hjem i Gothersgade i København i tirsdags for at tage på arbejde. Da han ikke vendte hjem efter arbejde, satte politiet en eftersøgning i gang.

Sydøstjyllands Politi kan ligeledes bekræfte, at der er fundet en 36-årig død mand på et hotel i Vejle, og på Benjamin Kellys Facebook-profil bliver der sendt en masse kondolencer i retning af diskoteksejeren.

Benjamin Kelly var indtil sin død kæreste med 22-årige Julie Boraso Heinsen, som er kendt fra tv-programmet De Unge Mødre. Hun skriver 'min for evigt og altid' i en kærlig sidste hilsen til sin afdøde kæreste.

Den 22-årige Julie Boraso Heinsen hørte ikke fra sin kæreste hele tirsdag, men fik en sms fra ham natten mellem tirsdag og onsdag. I beskeden skrev han, at hun skulle skrive til ham, når hun stod op.

»Det gjorde jeg så, men nu har han ikke svaret, telefonen er slukket, og ingen har set ham,« fortalte Julie Boraso Heinsen tidligere til Ekstra Bladet.