Brønderslev Kommune vidste allerede i juli måned sidste år, at der var store problemer i den nu voldsigtede familie med ni sammenbragte børn. For Nordjyllands Politi advarede kommunen allerede den 15. juli 2009.

Det fremgår af den fortrolige redegørelse som Brønderslev Kommune har sendt til Socialministeriet, og som TV 2 Nyhederne har fået adgang til.

"Børnene lever under dårlige og undertrykkende opvækstvilkår. Børnene virker bange og vil dække over forældrene," skrev politiet til de sociale myndigheder.

Trods underretningen fra politiet gik der halvanden måned før Brønderslev Kommune tog på det første hjemmebesøg den 4. september 2009 - ifølge TV 2

Nyhedernes oplysninger, fordi kommunen ikke betragtede sagen som akut.

Nordjyllands Politi ønsker ikke at kommentere sagen, men bekræfter at man har sendt underretningen til Brønderslev Kommune.

Heller ikke Brønderslev Kommune vil udtale sig.

Professor i socialret Kirsten Ketscher fra Københavns Universitet er stærkt kritisk overfor kommunens sløvhed i sagen.

- Det er helt utilstedeligt, at kommunen først tager på hjemmebesøg halvanden måned efter politiet har advaret dem om de forhold børnene lever under. Kommunen har overhoved ikke opfyldt sine forpligtelser i denne sag, siger professoren til TV 2 Nyhederne