Den mand, der lørdag blev sigtet og varetægtsfængslet i en voldtægtssag, har været ansat som træner i en større dansk fodboldklub i hovedstadsområdet.
Gennem flere år begik den voldtægtssigtede mand sig først som spiller og siden som træner i klubben.
Det fortæller klubbens formand til B.T.
»Han har været træner i klubben for seks-syv år siden, men der har ikke været nogen hændelser, mens han var i klubben,« siger formanden.
I har slet ikke nogen mistanke om, at der kan være sket noget?
»Nej,« understreger formanden og tilføjer:
»Vi overholder retningslinjerne fra DBU og indhenter børneattester samt andre relevante dokumenter, når vi ansætter trænere.«
Ved du noget om sagen? Så hører B.T. gerne fra dig. Skriv til sboa@bt.dk
Da manden er beskyttet af navneforbud, er B.T. derfor afskåret fra at komme nærmere ind på hans identitet. Derfor er det heller ikke muligt for B.T. at fortælle, hvilken klub der er tale om.
»Vi har snakket om det, men jeg ved slet ikke, hvem han er. Nogen kender ham selvfølgelig, men alle benægter, at der skulle have været noget,« lyder det videre fra formanden.
Den voldtægtssigtede mand var træner i et års tid i klubben.
Politi: Voldtog ofre gennem længere periode
Manden, der har tilknytning til hooliganmiljøet på Vestegnen, blev fremstillet i grundlovsforhør lørdag.
Her blev manden varetægtsfængslet i fire uger, fordi en dommer vurderede, at der var begrundet mistanke om, at den unge mand i en længere periode blandt andet gennem trusler om vold har udsat to personer »for forskellige former for seksuelle overgreb«.
Dommeren lagde blandt andet de to formodede ofres »lange og detaljerede forklaringer« sammenholdt med en forklaring fra en tredje person til grund for kendelsen, fremgår det af retsbogen, som B.T. har fået aktindsigt i.
Der er imidlertid noget, der peger i retning af, at de to ofre, hvis forklaringer kom frem i retten lørdag, ikke er de eneste forurettede i sagen. Ifølge B.T.s oplysninger skulle manden have krænket endnu flere personer seksuelt.
Ofrene skulle ifølge B.T.s oplysninger primært være unge mænd.
Den sigtede mand har tidligere været både sigtet og dømt i forbindelse med uroligheder og vold ved fodboldkampe. I 2019 blev han idømt 50 dages betinget fængsel for vold i forbindelse med en fodboldkamp på Brøndby Stadion, og i 2016 blev han ligeledes idømt en betinget fængselsstraf for at have deltaget i et slagsmål eller forstyrret den offentlige ro og orden.



