Søndag aften overfaldt flere maskerede mænd en 42-årig mand på parkeringspladsen ved Christians Torv i Solrød.
Den 42-årige blev udsat for flere slag og spark, hvorefter gerningsmændene flygtede fra stedet i flere mørke biler.
Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi på deres hjemmeside.
Brøndbys fankoordnator er ifølge Bold.dk indlagt i sagen, og politiet bekræfter, at de har en mistanke om overfaldets motiv.
»Vi arbejder ud fra en teori om, at motivet til overfaldet skal findes i hooliganmiljøet,« siger politikommissær Liza Pallesen, der er efterforskningsleder i sagen.
Af politiets døgnrapport fremgår det, hvor voldsomt det fik for sig søndag aften.
»Kl. 20.10 blev det anmeldt, at en 42-årig mand var blevet overfaldet af 5-7 ukendte og maskerede personer, netop som han steg ud af sin bil. Han fik flere slag, muligvis med et slagvåben, og blev sparket og trampet på for øjnene af sin søn, der var med i bilen,« står der i rapporten.
Ifølge politiet er overfaldsmændene er vurderet til at være 20-30 år, 170-180 cm høje og iført mørkt tøj. En af dem havde desuden en blå og hvid maske på. De forsvandt efterfølgende i to eller tre biler.
Ved du noget om sagen? Så må du meget gerne kontakte B.T. på 1929@bt.dk.
Midt- og Vestsjællands Politi søger i forbindelse med sagen vidner, som har bemærket personer eller køretøjer i området, eller ligger inde med overvågning fra tidsrummet mellem klokken 18.35 og 20.15.
»Hvis borgerne ligger inde med videoovervågning af personer eller køretøjer, kan det have afgørende betydning for efterforskningen,” siger Liza Pallesen.
Politiet oplyser videre, at manden ikke pådrog sig livstruende skader.
Hvis du har oplysninger i sagen skal du ringe på 114.

