Selvom Brøndby-bøllen håbede på at blive løsladt, blev det ikke sådan.

Efter et kort retsmøde besluttede dommeren, at han den sigtede mand skulle forblive varetægtsfængslet i syv dage.

Dommeren mente, at der var begrundet mistanke for, at Brøndbyfanen kunne påvirke efterforskningen, hvis han blev løsladt.

Han er nu sigtet for at ved tvang at have taget tre FCK-trøjer i et S-tog, efter derbyet mellem FCK og Brøndby IF.

Anklager Kristian Buskov gik efter, at den 25-årige mand skulle varetægtsfængsles i yderligere to uger.

På den anden side mente forsvarsadvokat Søren Bech, at hans klient skulle løslades på stedet, da de foreløbige tre uger i Vestre Fængsel var rigeligt straf.

»Jeg har fået en kæmpe lærestreg og er fuldstændig færdig med fodbold,« fortalte den unge mand, da han fik ordet af dommeren.

Anklageren fortalte, at politiet fortsat efterforsker sagen. De har ransaget den sigtedes lejlighed, hvor de ikke fandt noget af interesse.

De seneste uger har de brugt på at indhente videoovervågninger fra S-toget, Avedøre Station og en taxi.

Den næste uge vil politiet igen bruge på at få identificeret de mulige medgerningsmænd, der var med i toget og stod af med den sigtede på Avedøre Station den 7. august efter fodboldkampen.

11. august blev den 25-årige mand varetægtfængslet. Han meldte sig selv til politiet, efter han blev efterlyst.

Dagen efter i et grundlovsforhør erkendte manden, at han havde taget trøjerne. Politiet mente, at der var tale om et røveri, men fortalte forsvarer Søren Bech, at der ikke kunne være tale om.

Det samme mente dommeren, der varetægtsfængslede den sigtede for ulovlig tvang.

Til grundlovsforhøret forklarede den 25-årige arbejdsløse gulvlægger, at han blev ophidset og irriteret, efter nogle FCK-fans i S-toget råbte 'god tur hjem' til ham og andre fans.

Forsvareren oplyste til retten, at han sammen med sin klient, der begge medvirkede på et videolink fra Vestre Fængsel, udbad sig betænkningstid i forhold til varetægtsfængslingen.