På bare fem dage sendte en 46-årig mand ikke mindre end 489 beskeder til sin ekskæreste.

Derfor sidder han nu varetægtsfængslet for både stalking og overtrædelse af et tilhold, som han fik i oktober.

Manden nægtede sig onsdag skyldig ved retsmødet i Aalborg, men kom ikke med yderligere forklaring.

»Forsvareren gjorde det klart, at manden nægtede sig skyldig, men vi har ikke yderligere forklaring på, hvordan han ser på sagen, forklarer Kristina Frandsen,« anklager ved Nordjyllands Politi.

Alligevel fandt retten altså begrundet mistanke til at holde på manden, som skal sidde varetægtsfængslet frem til 24. maj.

Kristina Frandsen ønsker ikke at gå i detaljer med den videre efterforskning, men gør det klart, at der skal laves vidneafhøringer og foretages tekniske undersøgelser.

»Jeg kan ikke sige så meget konkret på nuværende tidspunkt, men det er stalking-paragraffen, der er taget i brug, fordi mængden af beskeder er så massiv,« siger hun og fortsætter:

»Det er jo voldsomt generende at få omkring 100 beskeder om dagen.«

Beskederne var ikke af truende karakter, forklarer hun.