En vifte af vidt forgrenede anklagepunkter venter en 45-årig mand, når han torsdag skal møde ved byretten i Odense som tiltalt.

Blandt andet er han tiltalt for at være brudt ind i en lejlighed i Odense til en fremmed kvinde, mens hun lå og sov i soveværelset. 

Her stod han ifølge tiltalen og onanerede ved siden af den sovende kvinde, mens han kiggede på hende.

Samtidig er han også tiltalt for at have krænket hendes blufærdighed ved som kulmination på den ulovlige indtrængen i en fremmed ejendom at have fået sædafgang ud over den ene side af kroppen og armen på den sovende kvinde.

I situationen var han ifølge tiltalen også ulovligt i besiddelse af en peberspray, så han efter politiets opfattelse overtrådte våbenloven.

Det fremgår af anklageskriftet fra anklagemyndigheden ved Fyns Politi, som B.T. har fået aktindsigt i.

Her er den 45-årige mand samlet tiltalt for ni forskellige forhold.

Heriblandt også at være trængt ulovligt ind i en lejlighed i Odense i august 2021 ved at møde op med en hammer og tildele en tilstedeværende et skub ved indgangen, hvorefter han gik ind i boligen.

Her gik han ifølge tiltalen rundt i lejligheden med hammeren hævet over hovedet, mens han ledte efter en mand på adressen og udspyede forskellige trusler mod ham på engelsk.

'Hvor er han?', 'jeg slår ham ihjel' og 'han er en død mand', lød det angiveligt.

Ifølge anklageskriftet vil den 45-årige mand blive mødt med en påstand om bøde- og fængselsstraf fra anklageren ved torsdagens retsmøde.

Det er forud for retssagen uvist, hvordan han har i sinde at stille sig til de ni anklagepunkter.

Men da sagen skal behandles som en domsmandssag, tyder det på, at han har i sinde at nægte sig helt eller delvist skyldig.

Med en domsmandssag skal spørgsmålet om skyld og eventuel straf afgøres i fællesskab og efter stemmeflertal af en juridisk dommer og to lægmænd uden en juridisk uddannelse.