Det lykkedes dem at slippe afsted med både nøgler og biler, da de første gang brød ind på værkstedet.
Men da de forsøgte anden gang, gik det galt. For en ansat lå på lur.
Nu er flere unge mænd blevet dømt i sagen, oplyser anklagemyndigheden ved Midt- og Vestsjællands Politi i opslag på X.
I første omgang var det tre unge mænd, der var anbragt på et bosted, der sidste år brød ind på et bilværksted i Gislinge.
Der stjal de tre biler og endnu flere bilnøgler.
Natten efter vendte de tilbage – denne gang sammen med to andre – for at »stjæle tre andre biler«, lyder det.
Men:
»(En) ansat på værkstedet lå dog på lur og fulgte efter dem, til politiet kom frem,« oplyser anklagemyndigheden.
I opslagene på X lyder det, at sagen mod dem også omfatter »flere andre mindre forhold«.
Det har nu ført til, at i alt seks unge på mellem 17 og 22 år er blevet idømt fængselsstraffe.
En af dem fik 20 dages fængsel, en anden fik 60 dages fængsel.
De øvrige fire fik tre måneders fængsel, foruden diverse bøder.
Fire af de dømte modtog deres dom, mens to har udbedt sig betænkningstid, oplyses det.

