Der er tæt trafik på vejene særligt denne weekend, og det udnytter kriminelle over for tilfældige danskere.

Det er advarslen fra Brobizz, der har over en million aktive kunder.

Men det er tilfældige danskere, der står for skud, skriver Brobizz i en pressemeddelelse.

Kriminelle udnytter weekenden, hvor skolernes sommerferie er sat i gang, ved at udsende tusindvis af såkaldte phishingmails.

Dermed håber de på at ramme nogle af de kunder, der har en Brobizz-aftale.

Det vil sige nogle af de tusindvis af danskere, der skal krydse enten Storebæltsbroen eller Øresundsbron på vej mod deres feriedestination.

Typisk vil svindlerne forsøge at få kunderne til at opdatere deres betalingsoplysninger ved at sende falske mails eller SMS’er om, at ens betalingskort er udløbet.

Kreativiteten er stor, lyder advarslen.

»Har man modtaget en mail, hvor man er bare det mindste i tvivl om, hvorvidt der er tale om svindel, skal man ikke trykke på linket i mailen. Vi opfordrer i stedet til, at man selv åbner sin internetbrowser og logger ind på sin profil via Brobizz.com,« siger Helene Holm Heitmann, chef for Brobizz Privat.