Døtrene til svindelsigtede Britta Nielsen - Nadia Samina Hayat og Karina Jamilla Hayat - kan ikke give et fyldestgørende svar på, om deres mor er skyldig.

»Det er rigtig svært at vurdere. Det, som vi er blevet præsenteret for, er det, som alle andre i den danske befolkning er blevet præsenteret for. Nemlig det, som medierne fremstiller,« lyder det fra Nadia Samina Hayat.

Svaret giver hun til spørgsmålet om, hvorvidt hun og hendes søster, Karina Jamilla Hayat, tror på, at beskyldningerne mod deres mor, Britta Nielsen - der er sigtet for at svindle staten for 111 mio. kr. - er sande.

»Man ønsker inderligt, at det ikke er sandt,« fortsætter Nadia Samina Hayat.

Svarene giver de i et interview med Kanal 5 onsdag aften, hvor de står frem og giver deres version af sagen.

De to kvinder - der er henholdsvis 31 og 34 - er sigtet for groft hæleri. Det samme er deres 38-årige bror, Jimmy Hayat.

De er alle sigtet for at have modtaget penge, som de ifølge politiet vidste kom fra morens påståede millionsvindel.

Hele interviewet med Nadia Samina Hayat og Karina Jamilla Hayat kan ses i aften på Kanal 5 kl. 21.00.