B.T. i Sydafrika: Britta Nielsens tre sydafrikanske advokater kæmper med næb og kløer for, at svindelmistænkte Britta Nielsens udleveringssag kommer til at gå så gnidningsfrit som muligt.

»Vi er alle interesserede i at få processen til at glide så glat som muligt. Vi er ikke interesserede i at slås, og hvis vi skal slås, så gør vi det i retten«.

Det siger en af Britta Nielsens tre sydafrikanske advokater, Stiaan Krause, da B.T. møder ham uden for arresten i Pretoria, hvor Britta Nielsen siden mandag har siddet fængslet.

Mens Britta Nielsen sidder i arresten i Sydafrika, forhandler hendes sydafrikanske advokater med de sydafrikanske myndigheder om vilkårene for udleveringen af hende til Danmark.

Detaljerne skal ifølge advokaten helst falde på plads, inden hun igen skal møde i retten på torsdag.

»Det er en proces, der foregår mellem os og de sydafrikanske myndigheder,« siger advokaten til B.T.

Britta Nielsen fremstilles i retten i Randburg i Johannesborg torsdag.

»Resultatet af forhandlingerne kommer vi først til at se i retten,« lyder det fra Stiaan Krause.

Samme dag skal en 38-årig mand sigtet for hæleri i svindelsagen for retten i Kempton Park, Johannesburg.

Stiaan Krause, der netop kom fra et møde med Britta Nielsen, ville ikke kommentere på hendes forhold i arresten.

Men B.T. har talt med ansatte på politistationen, der fortæller, at Britta Nielsen sidder i en gruppecelle for kvinder. Siden hun er den eneste kvindelig indsatte lige nu, sidder hun alene.

Ifølge B.T.s oplysninger ser hun ud til at have det godt.

Politistationen i Pretoria er den samme, hvor den verdensberømte handicapatlet Oscar Pristorious, også kendt som 'Blade Runner', sad fængslet, da han var anklaget for mordet på sin kæreste, modellen Reeva Steenkamp.

Britta Nielsen er mistænkt for at have svindlet Socialstyrelsen for 111 millioner kroner i sit job som afdelingsleder i Socialstyrelsen.