Datter til den svindelsigtede Britta Nielsen Nadia Samina Hayat er gået personligt konkurs. Præcis ligesom sin mor.
Den 31-åriges konkurs skyldes lån fra Britta Nielsen, som Nadia Samina Hayat ikke har kunnet betale til konkursboet efter Britta Nielsen, der er mistænkt for at have svindlet for 111 millioner kroner.
Det skriver Finans på baggrund af dokumenter fra Sø- og Handelsretten.
Nadia Samina Hayat fortalte i et interview vist på Kanal 5, at hun har brugt penge modtaget fra sin mor på at købe og sælge heste. I en periode fra 2007 og frem har hun købt og solgt op mod 60 konkurrenceheste for 100.000 euro (cirka 750.000 kroner) stykket.
Pengene opfattes af konkursboet efter Britta Nielsen som såkaldte anfordringslån, hvilket vil sige rentefrie familielån. Men ikke desto mindre netop lån.
Derfor skal pengene også betales tilbage, mener kurator.
'Skyldneren (Nadia Samina Hayat, red.) har i et interview med tv-kanalen Kanal 5 bekræftet, at disse midler hidrørte fra Anna Britta Troelsgaard Nielsen (Britta Nielsen, red.). På baggrund heraf og i mangel af dokumentation for det modsatte må det således også have formodningen for sig, at overførslerne fra Anna Britta Troelsgaard Nielsen til skyldnerens private konti er udtryk for lån,' står der i et dokument fra konkursboets kurator, Boris Frederiksen fra Advokatfirmaet Poul Schmith, ifølge Finans.
Men Nadia Samina Hayat har ikke betalt pengene tilbage, og derfor er hun begæret konkurs af Boris Frederiksen.
Repræsentant for Nadia Samina Hayat advokat Christian Bjerrehuus fortæller til mediet, at konkursbegæringen er forventet.
Af dokumenterne fra Sø- og Handelsretten fremgår det ikke, hvor store beløb Nadia Samina Hayat menes at have fået fra sin mor, fordi beløbene i dokumenterne er overstreget.
Tre ud af fem aktiver af værdi i Nadia Samina Hayats konkursbo er beslaglagt af politiet.
Nadia Samina Hayat er ligesom sine to søskende sigtet for hæleri i sagen mod Britta Nielsen.