Opgaven med at få adgang til Nadia Samina Hayats udenlandske konti er langt sværere, end man skulle tro.

Britta Nielsens datter har nægtet at samarbejde, og det gør opgaven ganske besværlig.

Det fremgår af en redegørelse fra Nadia Samina Hayats personlige konkursbo, skriver Finans.dk.

Datteren gik personligt konkurs tilbage i februar, og det anmeldte krav i konkursboet lyder på 7,3 millioner kroner.

Derfor prøver man nu at finde frem til, hvad hun har stående på de udenlandske konti, hvor hun blandt andet har sine hestevirksomheder i Holland og Tyskland tilknyttet.

Men Nadia Samina Hayat har ikke ønsket at underskrive erklæringen, hvori hun anerkender, at kapitalandelene i de udenlandske hestevirksomheder er overgået til konkursboet.

»Selskaberne er ikke bare noget, man sætter sig i besiddelse af, da det kræver en længere juridisk proces. Selskabernes konti er ikke direkte omfattet af konkursen. Vi har efter aftale med hovedkreditor forsøgt at gøre det så prisbevidst som muligt, men samtidig have in mente, at det var kompliceret,« siger kurator Boris Frederiksen til Finans.dk.

I redegørelsen står der, at Boris Frederiksen er begyndt at samarbejde med et udenlandsk advokatkontor for at få hjælp til at få adgang til de konti.

Nadia Samina Hayat har indrømmet, at hestevirksomhederne var finansieret af Britta Nielsen.

Man har allerede beslaglagt en Mercedes C220 fra 2014, to Apple-computere og en iPhone.

Nadia Samina Hayat er sammen med sin søster Karina Jamilla Hayat og broren Jimmy Jamil Hayat blevet sigtet for hæleri. Det samme er Kian Omid Mirzada, der er gift med Karina Jamilla Hayat.

Deres mor, Britta Nielsen, er tiltalt for at have stjålet 120 millioner kroner fra den offentlige pengekasse.