Anklagemyndigheden har valgt at rejse tiltale mod Britta Nielsen tre børn for groft hæleri.

Nadia Samina Hayat, Karina Jamilla Hayat og Jimmy Jamil Hayat vidste godt, at moderen Britta Nielsens mange millioner stammede fra kriminelle handlinger.

Det mener anklagemyndighedens ved Københavns Politi, der ifølge TV 2 har tiltalt de tre søskende for groft hæleri.

Af anklageskriftet, som mediet har fået aktindsigt i, fremgår det, at Jimmy Jamil Hayat er tiltalt for groft hæleri af 10,6 millioner kroner, Nadia Samina Hayat for groft hæleri for 2,9 millioner kroner og Karina Jamilla Hayat for 3,5 millioner kroner.

Alle tre nægter sig skyldige.

Hertil er Jimmy Jamil Hayat ifølge TV 2 også tiltalt for at have været i besiddelse af børneporno, fordi man angiveligt har fundet 478 pornografiske billeder samt 571 videosekvenser af personer under 18 år på en bærbar computer samt en ekstern harddisk, der tilsyneladende tilhørte ham.

Ifølge anklageskriftet er der tale om billeder og video i både kategori 1, 2 og 3, hvilket betyder, at der både er fremstillinger uden seksuel aktivitet, med seksuel aktivitet og fremstillinger af 'særligt grove seksuelle forhold'.

Retssagen mod de tre begynder 4. marts.

Fulgte moderen i retten

Anklagemyndigheden rejser tiltale mod de tre, alt imens Københavns Byret er i færd med at behandle sagen mod deres svindeltiltalte mor, Britta Nielsen. Undervejs i sagen har sønnen, Jimmy Jamil Hayat, adskillige gange siddet ved hendes side for at følge sagen.

I modsætning til sine to søskende sidder han varetægtsfængslet.

Nadia Samina Hayat og Karina Jamilla Hayat har derimod ikke vist sig i retten – hverken som tilhørere eller vidner.

Sagen mod de tre begynder ganske få uger efter, at der formentlig er faldet dom i sagen mod Britta Nielsen. Her ventes der at falde dom 18. februar, og den vil således være afsluttet, inden hendes børn skal for retten.

Opdateres...