Britta Nielsens børn, Jimmy, Nadia og Karina Hayat, er kendt skyldige i hæleri af særlig grov beskaffenhed.

Retten i Glostrup afsagde torsdag dom i sagen mod de tre søskende, der alle blev idømt ubetingede fængselsstraffe.

Nadia Samina Hayat blev idømt en fængselsstraf på tre år og seks måneder, storesøster Karina Jamilla Hayat fik en dom på et år og seks måneders fængsel, mens storebroren Jimmy Hayat blev idømt en fængselsstraf på to år og seks måneder.

Jimmy Hayat blev desuden kendt skyldig i at have været i besiddelse af en større mængde pornografisk materiale af personer under 18 år.

Materialet var på en ekstern harddisk, der blev fundet i hans kuffert, da han blev anholdt i Københavns Lufthavn efter at være udleveret fra Sydafrika.

De har alle anket dommen til frifindelse.

De tre voksne børn på henholdsvis 33, 36, og 40 år stod tiltalt for at have fået del i de 117 millioner kroner, som deres mor svindlede Socialstyrelsen for gennem store dele af deres voksenliv, vel vidende, at pengene kom fra svindel.

Alle tre har erkendt, at de har modtaget penge, heste, biler og en andelsbolig for henholdsvis 37 millioner kroner, 10 millioner kroner og 3,4 millioner kroner.

Men de har imidlertid afvist, at de havde kendskab til, hvor pengene kom fra. I stedet har de hævdet, at pengene efter deres overbevisning kom fra arv efter deres afdøde far og en livsforsikring.

Undervejs i sagen er det kommet frem, at arven var på 300.000 kroner.

»Som jeg sagde, så fik jeg den forklaring, at pengene kom fra min fars arv og de investeringer, som han havde lavet,« påstod 36-årige Karina Jamilla Hayat hårdnakket ved et af retsmøderne, efter at anklager Kia Reumert gentagne gange satte spørgsmålstegn ved hendes påståede manglende kendskab til moderens svindel.

Søsteren Nadia Samina Hayat har desuden hævdet, at hun på et tidspunkt spurgte sin mor, Britta Nielsen, om hun kunne klare sig, da deres far døde.

»Hun siger: Det skal du ikke bekymre dig om. Din far har efterladt en arv i aktier og obligationer.«

Milliondyre heste

I det hele taget har de tre søskende undervejs i sagen hævdet, at de ikke tænkte nærmere over omkostningerne for de materielle goder, dyre grunde og ikke mindst de milliondyre heste, som blandt andre Nadia Samina Hayat fik glæde af.

Hun tænkte heller ikke nærmere over prisen for det ophold, som hun havde hos det tyske stutteri Schockemöhle. Opholdet, ridestævnerne og hestene brugte Britta Nielsen omtrent 14 millioner kroner på.

»Selvfølgelig går jeg da ud fra, at det ikke er gratis at være på Schockemöhle, så der må være nogle overførsler,« forklarede 33-årige Nadia Samina Hayat ved et retsmøde, mens hun understregede, at hun ikke havde nærmere kendskab til prisen.

Men den forklaring har retten altså valgt at tilsidesætte og fandt det således bevist, at børnene måtte have indset, at de mange penge stammede fra et kriminelt forhold, som de i øvrigt accepterede.

Da dommen blev afsagt torsdag, var det kun Jimmy Hayat, der var til stede af de tre søskende. Hverken Nadia Samina Hayat eller Karina Jamilla Hayat var i retslokalet.

Straffene er gjort ubetinget, og det betyder, at de alle skal ind og afsone dommene.

Herudover har retten konfiskeret udbytte i form af biler, indestående på bankkonti og en lejlighed.