Et fly med Britta Nielsen landede fredag i København. Her ventes hun senere at skulle stilles for en dommer.

Den svindelsigtede Britta Nielsen er fredag kort før klokken 13 landet i Københavns Lufthavn og blevet anholdt.

Det skriver Bagmandspolitiet (SØIK) på Twitter.

En mand, som er sigtet for hæleri af særlig grov beskaffenhed i sagen, er desuden landet og anholdt.

Ekstra Bladet bringer et billede af den 64-årige mørkhårede Britta Nielsen, der bliver fulgt af betjente ind i lufthavnen. Nogle meter bag hende går den medsigtede mand.

De to ankom ifølge avisen med et fly fra Qatar Airways. De blev ifølge Ekstra Bladets mand på stedet efterfølgende fulgt ned til tre biler, heraf en sort kassevogn. Så de kom altså ikke ud af lufthavnen på almindelig vis.

Det var ved et retsmøde i Sydafrika torsdag, at hun blev løsladt af en dommer, så hun kunne komme til Danmark. Det skete, da der var indgået en aftale om, at Britta Nielsen ville lade sig følge af betjente til Danmark.

Samme aftale blev indgået med den medsigtede mand, der også har været anholdt i Sydafrika.

Britta Nielsen blev anholdt mandag, og manden blev anholdt knap en uge før. Dermed er det gået meget hurtigt med at få de to sigtede til Danmark, da udlevering af mistænkte fra andre lande normalt er en langsommelig proces.

Den 64-årige kvinde sigtes for at have svindlet for mindst 111 millioner kroner, mens hun arbejdede i Socialstyrelsen.

Nogle af de penge fik den anholdte mand del i, mener Bagmandspolitiet. Ifølge politiet havde han en hovedrolle i at bruge pengene, og han sigtes derfor for hæleri af særlig grov beskaffenhed.

Der er navneforbud i forhold til manden. Derfor kan hans relation til Britta Nielsen ikke nævnes.

Inden for 24 timer fra anholdelsen fredag ventes Britta Nielsen og den anholdte mand at blive stillet for en dommer, som skal tage stilling til, om de skal varetægtsfængsles.

Mandens forsvarsadvokat oplyser til TV2, at grundlovsforhøret vil finde sted lørdag. Tidspunktet er endnu uvist.

Herefter skal politiet efterforske sagen færdig, før anklagemyndigheden skal tage stilling til, om der kan rejses tiltale.

/ritzau/