15. januar skal en dommer tage stilling til, om Britta Nielsen og hendes søn skal forblive varetægtsfængslet.

Svindelsigtede Britta Nielsen går frivilligt med til at forblive varetægtsfængslet.

Det oplyser hendes forsvarer, advokat Nima Nabipour, i en sms til Ritzau.

Britta Nielsen skulle ellers have været for en dommer tirsdag, hvor der skulle tages stilling til, om hun skulle forblive varetægtsfængslet.

Ifølge TV2 accepterer hendes 48-årige søn ligeledes, at varetægtsfængslingen fortsætter.

Dermed skal en dommer først vurdere, om de skal blive bag tremmer 15. januar.

Sønnen nægter sig skyldig. Britta Nielsen har endnu ikke taget stilling til sigtelsen.

Det er ikke lykkedes at få oplyst, om det stadig gør sig gældende, eftersom Nima Nabipour i sms-korrespondancen med Ritzau ikke har svaret på spørgsmålet.

Sønnen blev anholdt 30. oktober i Johannesburgs internationale lufthavn i Sydafrika. Det skete, kort efter at han samme dag var blevet varetægtsfængslet in absentia og dermed internationalt efterlyst.

5. november blev Britta Nielsen så anholdt i en lejlighed i Johannesburg.

Mor og søn ankom til København 9. november, og dagen efter blev de begge varetægtsfængslet.

Sønnen sigtes blandt andet for hæleri af særlig grov beskaffenhed ved fra 2002 til 2018 at have modtaget udbyttet fra eller medvirket til at skjule udbyttet, som Britta Nielsen svindlede sig til.

I alt drejer hælerisigtelsen mod ham sig om 3,6 millioner kroner. Nogle modtog han via kontooverførsler, mens andre er modtaget i ejendomme.

/ritzau/