Det var egentlig meningen, at de første vidner skulle høres i retssagen mod den svindeltiltalte Britta Nielsen fredag. Men sådan endte det ikke.

Tidligt fredag morgen - godt en halv time før, at retssagen skulle gå i gang - modtog retsformanden en mail om, at Britta Nielsen var syg og derfor ikke kunne møde op.

Det et uvist, hvad Britta Nielsen, der er tiltalt for at have stjålet 117 millioner kroner fra de offentlige kasser, fejler.

Det er også uvist, om sygemeldingen har noget at gøre med det ildebefindende, som hun fik under retssagens første dag, hvor hun blev hentet af en ambulance.

Men fordi Britta Nielsen ikke selv kunne være til stede under fredagens retsmøde, endte det hele med at blive udskudt.

Sagens anklagere ønskede ellers at bruge dagen på at fremlægge yderligere dokumentation, men det ville Britta Nielsens forsvarer, Nima Nabipour, ikke gå med til.

Han påpegede, at han først skulle have samtykke fra sin klient til, at sagen kunne fortsætte uden hende - og efter han havde ringet til hende, meddelte han, at Britta Nielsen ikke ville give samtykke til det.

Dermed er den i forvejen pressede tidsplan skredet endnu engang. Egentlig skulle der have været dom i slutningen af november, men det er ikke længere muligt. Faktisk er det uvist, hvornår sagen afsluttes.