Hvad var det, der fik den 65-årige Britta Nielsen til at svindle for mere end 100 millioner kroner over 25 år?

Det spørgsmål fik offentligheden svar på, da hun mandag langt om længe afgav forklaring i sagen.

»Det var vel økonomisk pres,« lød det i første omgang fra Britta Nielsen med gråd i stemmen i Københavns Byret, inden hun fortsatte:

»Jeg faldt for en fristelse i systemet, der skulle hjælpe lidt. Jeg havde fået udgifter, som jeg ikke kunne betale. Jeg var kommet i Ribers. Vi havde i længere tid haft økonomiske problemer. Min mand arbejdede over, og det kunne selvfølgelig ikke blive ved, da vi havde tre børn.«

4. juli 1997 overførte Britta Nielsen 60.169,75 kroner til sig selv, og en årelang millionsvindel var skudt i gang.

Svindelen gik imidlertid ikke ubemærket hen på hjemmefronten. Britta Nielsen mand, som døde i 2005, opdagede det, fordi der havnede et brev om overførslen i parrets postkasse.

»Han åbnede brevet og blev frygtelig vred. Han krævede, at jeg skulle betale pengene tilbage, og det lovede jeg. Men jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle gøre det, og beholdt pengene,« forklarede Britta Nielsen, som fortsatte med at overføre store beløb til sig selv.

Et par måneder senere røg endnu 67.000 kroner ind på kontoen, og sådan fortsatte det med beløb i hundredtusinde- og millionklassen yderligere 296 gange.

Mistede overblikket

Men for Britta Nielsen blev det hele uoverskueligt, forklarede hun i retten mandag. Selv om hun ifølge anklagemyndigheden overførte mere end 115 milloner kroner til sig selv, så hævder den 65-årige kvinde, at hun ikke anede, at der var tale om så stort et beløb.

»Jeg har ingen fornemmelse af de økonomiske overførsler, som jeg lavede. At det faktisk blev så stort, som det blev.«

»Da min mand døde i 2005, havde jeg stadig ikke styr på vores økonomi. Det bliver noget, jeg bare gør, jeg kan ikke lade være. Jeg begynder at forbruge til mig selv og købe ting, som jeg har drømt om, siden jeg var barn. Jeg bliver hvirvlet ind i en slags afhængighed. Er god ved mine børn og min familie,« lød det fra Britta Nielsen, der gentagne gange understregede, at hun kun tog penge, der var i overskud.

Til sidst havde hun sat sig selv i en situation, hvor det tilsyneladende var umuligt for hende at stoppe svindelen. For med hang til både dyre heste og biler var der nogle omkostninger, der skulle betales, og det fik Britta Nielsen til at fortsætte sin svindel helt frem til 2018.

Samtidig havde hendes mand, da han levede, og hendes børn heller ikke kendskab til svindlen, hævder hun.

»Jeg ville gerne afslutte det, som jeg havde sat i gang. Jeg havde skjult alt det her for min familie, så det var ikke bare lige sådan at afslutte det. Det var en trang, som jeg skulle have styr på, når jeg så et beløb stå et sted,« forklarede Britta Nielsen, der foruden tiltalen for groft bedrageri også er tiltalt for dokumentfalsk.

Og det erkendte Britta Nielsen mandag.

»Jeg har brugt slettelak og kopieret underskriften. Og tilføjet mit eget kontonummer.«

Tirsdag fortsætter afhøringen af Britta Nielsen. Det er uvist, hvornår der falder dom i sagen.

Du kan læse om dagens retsmøde minut for minut herunder: