Britta Nielsen blev tilsyneladende mere og mere risikovillig, når hun overførte penge til sig selv.
I perioden fra 1997 og frem til 2018 overførte Britta Nielsen ifølge anklagemyndigheden mere end 115 millioner kroner til sig selv og noget tyder på, at hun over tid blev mere modig.
For tager man et kig ned over listen af overførsler, som Britta Nielsen angiveligt skulle have lavet til egne konti, så stiger beløbene langsomt som årene går, uden hun bliver opdaget.
Af anklageskriftet, som B.T. har fået indsigt i, fremgår det nemlig, at det maksimale enkeltbeløb, som Britta Nielsen angiveligt overførte fra 1997 og frem til slutningen af 2002 var 150.000 kroner.
Siden steg beløbende op til 300.000 kroner, 400.000 kroner, 500.000 kroner, 650.000 kroner, 833.332,50 kroner og toppede den 20. januar 2016 med hele 3.783.333 kroner i en enkelt overførsel.
I alt skulle den 64-årige kvinde ifølge anklagemyndigheden have overført offentlige tilskudsmidler til sig selv i mere end 300 tilfælde og for i alt 116.915.658 kroner.Alene i perioden fra 4. juni 2007 til 3. december samme år, overførte Britta Nielsen ifølge anklagemyndigheden 12 gange 500.000 kroner til sig selv - i alt syv millioner kroner.
Det fremgår desuden af anklageskriftet, at Britta Nielsen også er tiltalt for dokumentfalsk, fordi hun i 2014 sendte et dokument videre til en medarbejder i Socialministeriet, der var forfalsket. Dokumentet var underskrevet af en revisor fra revisionsfirmaet PwC, selv om det tilsyneladende ikke var hans underskrift.
Britta Nielsen blev anholdt i Sydafrika 8. november sidste år, hvorefter hun blev udleveret til Danmark og siden varetægtsfængslet.
Som en del af den kommende straffesag vil SØIK nedlægge påstand om konfiskation på mere end 113 millioner kroner.
B.T. spurgte i sidste uge chefen for bagmandspolitiet Morten Niels Jacobsen om, hvor meget bagmandspolitiet regner med at få tilbage af de mange millioner:
»Jeg kan ikke love, at vi får alt retur, med vi arbejder benhårdt på at få så mange penge som overhovedet muligt tilbage. Vi tager alt, der repræsenterer en værdi og som kan sælges, men hvis tesen er, at noget af det er gået til forbrug igennem så mange år, så kan det være svært at få det hele tilbage.«
Ifølge en rapport fra Kammeradvokaten fra marts måned har Britta Nielsens svindel kunne lade sig gøre på grund af en række svigt i kontrolfunktionerne i Socialstyrelsen.
Kammeradvokaten mener dog ikke, at der er begået tjenesteforseelser i de funktioner, der har håndteret tilskudsadministrationen.
Det bliver istedet kaldt 'nedarvede kontrolsvagheder'.
Hendes tre børn Karina Jamilla Hayat, Nadia Samina Hayat, Jimmy Jamil Hayat er sigtet for groft hæleri, og de nægter sig skyldige. Også Britta Nielsens svigersøn Kian Omid Mirzada, som er gift med Karina Jamilla Hayat, er sigtet for hæleri i sagen.
Også han nægter sig skyldig.

