Anklageren er tilfreds efter at 15 HA-rockere er kendt skyldige i gigantsag. Sandberg står til mindst fem år.

HA-rockeren Brian Sandberg står til en absolut minimumstraf på fem års fængsel.

Det står klart, efter den 45-årige "toprocker" mandag blev kendt skyldig i at beordre et drabsforsøg på Nørrebro i København.

Sandberg blev samtidig frifundet for to andre alvorlige overfald, og derfor er hans forsvarer, Michael Juul Eriksen, meget godt tilfreds, trods udsigten til en flerårig straf.

- Det alvorligste forhold var nedskydningen af en ung mand i Skelbækgade, og det blev han frifundet for, så det er jeg meget tilfreds med, siger advokaten.

Sandberg blev ligesom flere af de øvrige dog også kendt skyldig i overtrædelse af den såkaldte bandeparagraf, der kan få straffen til at stige op til det dobbelte, hvis en alvorlig forbrydelse er sket som led i et bandeopgør.

- Det er klart, at det trækker op fra det normale udgangspunkt på seks års fængsel for et drabsforsøg, men jeg mener også, at der er formildende omstændigheder, der bør trække straffen ned omkring fem-seks år, siger Michael Juul Eriksen.

Hvilke omstændigheder vil han ikke uddybe, før parterne tirsdag skal diskutere strafudmålingen til de 15 skyldige.

Heller ikke anklager Charlotte Alsing Juul vil løfte sløret for, hvor lang straf anklagemyndigheden vil kræve.

Hun vil dog gerne erklære sig tilfreds med dagens forløb.

- Jeg er meget tilfreds med at 15 ud af 16 blev kendt skyldige, siger hun.

Den ene rocker, der blev frikendt, er et fuldgyldigt medlem af HA, der var tiltalt for at planlægge et drab på bandelederen "Lille A" fra Blågårds Plads-gruppen på Nørrebro.

Han løslades nu til glæde for hans forsvarer, Merete Stagetorn, efter mere end et års varetægtsfængsling.

- Og det er naturligvis som en tilfreds forsvarer, man står tilbage, når man får ret i et synspunkt, man har forfægtet i et år, siger Stagetorn.

Efter proceduren om, hvilken straf de 15 skal have, afsiger retten dom den 29. september.

/ritzau/